Kaos raser: Nu truer Ryanair med at indstille alle flyvninger til populær ø
Et nyt system har skabt kaos i en række lufthavne. Nu truer Ryanair med at droppe en populær rejsedestination.

Et nyt system har skabt kaos i en række lufthavne. Nu truer Ryanair med at droppe en populær rejsedestination.

Massive køer i lufthavnen kan få alvorlige konsekvenser for det populære feriemål.
For nu truer Ryanair med at indstille samtlige af sine flyvninger til Malta grundet massivt kaos i Malta Lufthavn.
Flyselskabet har sågar advaret regeringen om, at man overvejer at omdirigere sine flyvninger til andre destinationer i Middelhavet.
Det skriver flere medier, herunder Times of Malta.
Men hvorfor det store kaos, tænker du?
Malta er et af flere steder i Europa, hvor EU har implementeret et nyt indgangssystem, der skal tjekke passagerernes pas. Systemet hedder Entry/Exit System (EES). Og det har der været ekstremt meget bøvl med.

Det fungerer ved hjælp af biometrisk kontrol – en chip, der sidder i passet og figurerer i langt de fleste nye pas. I Danmark er alle nye pas eksempelvis biometriske.
Men Malta Lufthavn har slet ikke kunnet håndtere det nye system, og derfor har der været så lange køer, at passagerer eksempelvis har måttet vente i 20 minutter ude på tarmacen, hvor flyene er parkeret.
»Hvis vi kommer ud for betydelige trafikproblemer og forsinkelser, vil vi være nødsaget til at omdirigere kapaciteten væk fra Malta og til andre destinationer, og det er ikke noget, vi har lyst til,« siger David O'Brien, administrerende direktør for Malta Air, Ryanairs datterselskab.
I fjor stod Ryanair for mere end halvdelen af alle passagerer, der blev fløjet til landet.
Lufthavnen i Malta har indført en række initiativer, der skal afhjælpe problemet.
EES-systemet bliver brugt i 29 europæiske lande, og der er blevet meldt om problemer i en række lufthavne, herunder Bruxelles, Lissabon og Prag.