Sol og varme i Egypten, Thailand og Vietnam – eller kulde og regn i København.
Europæere elsker tilsyneladende begge dele, afslører deres rejsevaner for november og december.
I hvert fald indtager Danmarks hovedstad en topplacering på en liste over europæernes foretrukne feriedestinationer.
Det oplyser Mastercard i en pressemeddelelse.
Nye tal over de destinationer med størst vækst i antallet af flybookinger sender nemlig København ind i fornemt selskab.
Helt i top er Bangkok, Milano og Phuket, mens København sniger sig ind på en niendeplads som én af kun fire europæiske byer i top ti.
De øvrige destinationer i top ti er Malta, Oslo, Sharm el-Sheikh, Hurghada, Tokyo og Hanoi.
I fjor var Marrakesh eneste ikke-europæiske by i top ti.
