Det er ikke kun hos DMI, at man arbejder med prognoser – det gør man også i Københavns Lufthavn.

Og på den baggrund ser en helt særlig dag ud til ikke bare at blive sommerens travleste, men faktisk den travleste nogensinde.

For søndag 20. juli forventes det, at 120.000 rejsende vil gå gennem den efterhånden 100 år gamle lufthavn.

»Vi glæder os til at tage imod de mange ferieglade passagerer,« siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn:

»På de mest travle dage kan der dog være perioder med ventetid i lufthavnen, så det gælder om at pakke lidt ekstra tålmodighed sammen med det gode feriehumør.«

Allerede i den kommende weekend begynder løjerne dog, når landets skoler går på sommerferie.

Fredag forventes 109.000 rejsende gennem terminalerne – samlet set bliver weekenden en af de travleste med en forventning om 320.000 rejsende.

Også samlet set forventer man, at sommeren 2025 vil hæve niveauet et nøk i forhold til 2024-sommeren.

»I løbet af de tre sommermåneder forventer vi, at 9,5 millioner passagerer kommer gennem lufthavnen, hvilket er 500.000 flere end sidste sommer,« siger Peter Krogsgaard.

Tal fra Københavns Lufthavn viser, at de fleste rejsende her er internationale passagerer.

Omkring hver tredje passager er dansk, svenskere udgør 14 procent, mens resten altså er fra andre lande med en overvægt af amerikanere, briter, tyskere og nordmænd.

De vil i år have 171 sommerdestinationer at vælge mellem.