Far og mor sidder med hver deres mobiltelefon. Og barnet ser tegnefilm på en tablet.

Det er et syn, mange nok kan nikke genkendende til fra restaurantbesøg – men nu har en populær turistø fået nok.

Flere restauranter på den italienske middelhavsø Sardinien er gået sammen om et nyt initiativ, hvor brugen af mobiltelefoner, tablets og lignende er bandlyst under middagen.

Det skriver The Guardian.

Initiativet kaldes 'A tavola senza schermi' (på dansk: 'Ved bordet uden skærme') og er sat i søen af øens børneombudsmand Anna Cau med det formål at opmuntre familierne til rent faktisk at få nærvær og tale sammen, når de nu alligevel er ude at spise.

»Tanken er ikke kun at ty til forbud eller at lægge hele ansvaret over på forældrene. I stedet handler det om at sikre, at samfundet omkring os støtter forældrene i deres rolle og hjælper børn og unge med at indgå i sociale sammenhænge med andre,« siger Anna Cau til The Guardian.

I første omgang deltager 15 restauranter i forsøgsordningen, som starter næste uge og løber over en måned.

Men planen er, at initiativet skal udbredes til mange flere restauranter på frivillig basis.

Ifølge formanden for børnelægeforeningen på Sardinien, Emanuele Frongia, spiller netop restauranterne en vigtig rolle i at skabe den nærhed, 'familier ofte genopdager, når de spiser ude'.

»Men vi ser i stigende grad, at den livlige samtale bliver erstattet af lange perioder med stilhed, fordi folk sidder og kigger på deres skærme. Ofte får et barn stukket en enhed i hånden, bare for at få ro,« siger han.

Når familier ankommer til en af de 15 restauranter, vil de i løbet af forsøgsperioden skulle aflevere deres mobiltelefoner og tablets. 

I stedet får de udleveret et såkaldt 'genforeningssæt' med spil og tegneudstyr. Sættet er udviklet af den italienske børnelægeforening og skal hjælpe børn og unge under 18 år med at komme i snak med deres forældre.

Der udleveres også en brochure, der beskriver forskellige risici ved for meget skærmtid og giver gode råd til, hvordan familierne kan håndtere brugen af ​​sociale medier derhjemme.