Klagemuligheder når du bestiller under ferien

Klagemuligheder

Hvis du kun har købt en flyrejse og vil klage over, at du er blevet nægtet boarding, at dit fly er aflyst eller forsinket eller at du ikke har modtaget, hvad du er berettiget til efter reglerne, skal du sende en skriftlig klage til luftfartsselskabet.

Hvis du ikke er tilfreds med svaret,kan du klage over luftfartsselskabet til Trafikstyrelsen, hvis det handler om aflysning, forsinkelse eller nægtet boarding.

Du kan også klage til Forbrugerklagenævnet, hvis det handler om, at du ikke mener, at flyselskabet har levet op til den indgåede aftale. Du kan klage over tabt eller beskadiget bagage, men også ændringer af flytider og markante flyforsinkelser mv.

Hvis du har købt en pakkerejse,kan du klage hos Pakkerejseanke­nævnet.

Når du bestiller

Bestiller du rejsen gennem en rejsearrangør, skal du sørge for at få skrevet særlige ønsker, krav og aftaler på rejsebeviset.

Læs det grundigt igennem, inden du betaler.

Stemmer navnene overens med passet? Har du fået det, du har betalt for? Er det den rigtige pris? Hvis ikke, skal du hurtigst muligt kontakte rejsearrangøren, så de kan rette det.

Under ferien

Ski og snowboard regnes ofte som ekstremsport. Det er derfor vigtigt at få en skriftlig bekræftelse på, at man er dækket af sin forsikring.

Er du utilfreds, er det meget vigtigt, at du klager på stedet og så hurtigt som muligt. Sørg for at få skriftlig dokumentation på, at du har klaget.

Gem kvitteringer fra skiudlejning, læge, apotek osv.

Husk at have det gule sundhedskort og forsikringspolicer på dig.

Hvis du holder vinterferie i Europa, dækker det gule sundhedskort og det blå EU-sygesikringsbevis det meste – dog ikke hjemtransport. Derimod skal du selv sørge for at have tegnet en forsikring uden for Europa. Undersøg først om og hvad din private familieforsikring dækker.