Der er godt nyt for de mange flyrejsende danskere.

Med et overvældende flertal godkendte Europa-Parlamentet tirsdag officielt den aftale om en revision af EU’s forordning for flypassagerers rettigheder, som er blevet indgået med EU’s regeringer.

Forordningen sikrer retten til kompensation efter tre timers forsinkelse og fastholder størrelsen af den erstatning, flypassagerer kan få.

Godkendelsen glæder Benedikte Bolvig Lund, der er advokat og juridisk direktør i Flyhjælp, som hjælper flypassagerer med at få økonomisk kompensation hos flyselskaberne.

»Der er god grund til at hilse det velkomment, at den reviderede forordning for flypassagerers rettigheder nu er blevet officielt godkendt af Europa-Parlamentet med så overvældende et flertal,« siger hun i en pressemeddelelse. 

Med den opdaterede forordning opretholdes den eksisterende beskyttelse af rejsende, herunder retten til at få kompensation, hvis et fly er mere end tre timer forsinket. 

Satserne for kompensationens størrelse fastholdes også på mellem 1.875 kroner og 4.500 kroner afhængigt af rejsens længde. 

Samtidig øges sandsynligheden for, at flere passagerer vil søge erstatning, idet flyselskaberne proaktivt – og inden for 96 timer - skal informere passagerne om deres rettigheder og proceduren for at kræve erstatning.

Ærgrer sig over en ting
Selv om kompensationsbeløbene fastholdes, er det dog værd at bemærke, at det fortsat ikke er en del af forordningen, at beløbene skal reguleres for inflation. 

Det ærgrer Benedikte Bolvig Lund.

»Der er i forvejen gået over 20 år uden regulering, og i og med, at der heller ikke reguleres fremadrettet, vil den reelle værdi af kompensationen blive udhulet i takt med de almindelige prisstigninger i de kommende år,« siger hun og tilføjer:

»Sådan vil det være, indtil man forhåbentligt får indført en prisregulering om nogle år.«