Tusindvis af danskere er på vej på ferie med smartphonen i lommen. Og det kan hurtigt blive en dyr affære, hvis du ikke passer på.

Hvis du rejser til et ferieland uden for EU, koster det helt op mod 100 kroner for blot et par minutters samtale.

Samtidig bruger flere og flere smartphonen til at tjekke vejrudsigten, finde vej eller opdatere Facebook – og her er priserne mange gange højere end herhjemme.

Med B.T. Plus får du:

- Overblik over priserne for at ringe, skrive sms’er eller gå på internettet i 34 lande: Australien, Belgien, Bulgarien, Cypern, Egypten, Estland, Finland, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Kina, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Thailand, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn, USA og Østrig.

- Sammenligning af priserne fra de seks største teleselskaber: TDC, Telenor, Telia, Telmore, CBB og 3.

- Så dyrt er det at gå på nettet med din smartphone: Syv priseksempler på at tjekke og opdatere Facebook, tjekke og sende en kort mail, tjekke vejrudsigten, finde vej, downloade rejseguide, tjekke nyheder og dele et feriebillede.

- Gode råd: 10 gode råd til at spare på mobilregningen, når du er på ferie.

- Trin-for-trin-guide til at slå dataroaming fra på din smartphone.



Sådan har vi gjort:

Applikationen Download Meter til iPhonen tæller dit dataforbrug.  Vi har slettet telefonens cache og derefter testet forskellige scenarier.  Derefter har vi målt forbruget via Download Meter.

Eksempel 1: Tjek og opdater Facebook

Jeg har ikke været på Facebook via iPhone app’en i over et døgn, da jeg åbner den. App’en henter de seneste opdateringer og nyheder fra mine venner, og jeg skriver selv en update på tre linjer. Det tager cirka to minutter.

Dataforbrug ifølge Download Meter:

I alt: 0,4 MB

Download: 384.976 bytes

Upload: 71.993 bytes

Priseksempler fra Thailand:

Den billigste - Telia: 15,92 kroner

Den dyreste - CBB: 44 kroner

-

Eksempel 2: Tjek og send kort mail

Jeg har ikke tjekket min Gmail via iPhonen i halvandet døgn, da jeg åbner den. Den henter 22 nye mail - nogle med vedhæftede filer, andre med ren tekst. Derefter skriver og sender jeg en hurtig mail på 10 linjers længde i mobilens skærmbillede. Det tager cirka tre minutter.

Dataforbrug ifølge Download Meter:

I alt: 0,1 MB

Download: 83.626 bytes

Upload: 14.606 bytes

Priseksempel fra EU:

Den billigste - 3: 1,75 kroner

De dyreste: Telia, TDC, Telenor: 2,00 kroner

-

Eksempel 3: Tjek vejrudsigten

Jeg bruger den vejr-applikation, der følger som standard med iPhonen. Den har ikke været åbnet i flere uger. Jeg henter vejrudsigten og vil også lige tjekke vejret i en anden by, jeg har planer om at besøge om nogle dage, så jeg tilføjer byen i indstillingerne og henter prognosen. Det tager ca. 30 sek.

Dataforbrug ifølge Download Meter:

I alt: ca. 0,1 MB

Download: 4.592 bytes

Upload: 4.688 bytes

Priseksempel fra Tyrkiet:

Den billigste - Telia: ca. 2,98 kroner

Den dyreste - TDC, Telmore: ca. 9,00 kroner

-

Eksempel 4: Find vej

Jeg åbner den kort-applikation, der følger med iPhonen. Den opdaterer kortet og viser, hvor jeg befinder mig nu. Derefter indtaster jeg navnet på en turistattraktion, finder telefonnummeret og får en rute vist dertil. Det tager cirka et minut.

Dataforbrug ifølge Download Meter:

I alt: 1,4 MB

Download: 1.382.565 bytes

Upload: 54.873 bytes

Priseksempler fra USA:

Den billigste - Telia: 28,00 kroner

Den dyreste - Telenor, CBB: 154,00 kroner

-

Eksempel 5: Tjek nyheder

Jeg besøger bt.dk via mobilens browser og tjekker hurtigt de nyheder, der ligger på forsiden. Jeg læser tre nyheder og bruger i alt cirka tre minutter på mobilsitet. Telefonens hukommelse er renset, så mobilen skal hente bt.dk-siden, som om det er første gang, jeg besøger siden. Næste gang vil den huske, at jeg har været der før, og det vil eventuelt koste mindre datatrafik at gå ind på siden.

Dataforbrug ifølge Download Meter:

I alt: 0,7 MB

Download: 633.946 bytes

Upload: 97.847 bytes

Priseksempel fra Egypten:

Den billigste - Telia: 38,08 kroner

Den dyreste - TDC: 80,50 kroner

-

Eksempel 6: Download rejseguide

Vi er kommet frem til vores destination og opdager, at rejseguiden ligger hjemme på skrivebordet. Så jeg går i App Store og finder en gratis guide til byen, vi er i. Jeg downloader applikationen, som fylder 6,8 MB. Det tager cirka to minutter at downloade den.

Dataforbrug ifølge Download Meter:

I alt: 8,7 MB

Download: 8.753.022 bytes

Upload: 328.956 bytes

Priseksempler fra Kina:

Den billigste - Telia: 573,24 kroner

Den dyreste - CBB, Telenor: 957,00 kroner

-

Eksempel 7: Del et feriebillede

Jeg tager et billede med iPhonens kamera og sender hjem per mail. Billedet fylder 1.006 kB – men kan også sendes i mindre størrelser (34, 94 og 344 kB). Jeg vælger 344 kB. Det tager cirka fire minutter at sende.

Dataforbrug ifølge Download Meter:

I alt: 0,5 MB

Download: 22.745 bytes

Upload: 498.228 bytes

Priseksempel fra Australien:

Den billigste - TDC, Telmore, 3: 50,00 kroner

Den dyreste - Telia: 56,07 kroner