Er du glad for at stige ombord på flyet med en to-go-kaffe i hånden, så skal du fremover være ekstra opmærksom.

I hvert fald hvis du rejser med Ryanair – eller med Jet2, der flyver fra Storbritannien.

For de to flyselskaber forbyder nu rejsende at tage deres varme drikke med, når de boarder.

Det skriver EuroWeeklyNews, mens det også fremgår under vilkår og betingelser på Ryanairs hjemmeside.

'Du må ikke medbringe varme drikke på flyet eller drikke medbragt alkohol,' står der i punkt 6.9.

Jet2 forbyder ligeledes at medbringe varm mad, og ifølge EuroWeeklyNews skyldes det nye forbud »sikkerhedsmæssige bekymringer«.

Dette henviser eksempelvis til risikoen for skoldning, når rejsende går med deres varme drikke gennem flyenes trange kabiner og overfyldte gange, hvorefter der bliver spildt over børn, medpassagerer eller kabinepersonale.

Det er især, når folk boarder og står tæt sammen, vender sig om med deres håndbagage eller leder efter sæder, at det kan være kritisk, påpeger Ryanair ifølge Dagbladet.

Til Dagbladet siger SAS' pressechef i Norge, Øystein Schmidt, at flyselskabet ikke har planer om at indføre lignende forbud.

»Det er ikke en stor udfordring for os, og derfor har vi ikke overvejet at indføre et forbud.«

Det samme siger Catharina Soli, pressechef i Widerøe, der samarbejder med Norwegian.

»Nej, det er ikke noget, vi har indført hos Norwegian. Vores passagerer er velkomne til at medbringe både kaffekopper og varm mad ombord, hvis de ønsker det.«

»Jeg vil gerne benytte lejligheden til at opfordre til, at man bruger låg på kopper med varme drikke, hvis man ønsker at medbringe dem ombord,« siger hun.