Sommeren er allerede »ødelagt«. 

Mere tydeligt kan den svenske flyanalytiker Jan Ohlsson ikke udtrykke sig, skriver Expressen.

Så også danske sommerferierejsende kan altså godt begynde at ruste sig til udfordringerne.

Det er selvfølgelig den øjeblikkelig situationen i Hormuzstrædet, der får den svenske ekspert til at udtrykke bekymring over de forestående - travle - feriemåneder.

»Jeg tror, at krisen vil forværres,« vurderer Jan Ohlsson endda:

»Flyselskaber og rejsearrangører vil forsøge at benægte det i lang tid, men jeg tror, at der kommer flere aflysninger på grund af mangel på brændstof eller alternativt en himmelflugt for priserne på brændstof.« 

Hvis en strand som denne på den græske ø Kos lokker, så læs flyekspertens gode råd til sommerferien længere nede i artiklen.
Hvis en strand som denne på den græske ø Kos lokker, så læs flyekspertens gode råd til sommerferien længere nede i artiklen. Foto: Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix

Han bygger blandt andet sin pessimistiske forudsigelse på, at flere flyselskaber allerede er kommet med dystre udmeldinger om den kommende tid:

Og så sent som onsdag kom den svenske regering med en såkaldt »tidlig advarsel« om risiko for mangel på flybrændstof i Europa.

»Og der er ikke noget, der tyder på, at det her vil slutte,« siger Jan Ohlsson:

»Og vi er kun i april. Det er kun lige begyndt, og fortsætter det sådan her, bliver det selvfølgelig slemt.«

Den svenske flyekspert vil ikke direkte fraråde folk at booke flybilletter til sommerferien.

Men han kommer dog med flere gode råd til dem, der vil afsted:

  1. Book allerede nu, for flyselskaberne er ivrige efter at få fyldt afgangene op og få gennemført rejserne.

  2. Rejs hellere tidligt i sommerferien.

  3. Book helst direkte fly. Og hvis ikke det er muligt, så book fly fra samme flyselskab eller -alliance.

  4. Hav styr på rejseforsikringen.

I forbindelse med den førnævnte »tidlige advarsel« fra den svenske regering, sagde landets energi- og erhvervsminister, Ebba Busch, i øvrigt:

»Selv hvis vi skulle få en holdbar fredsaftale på plads i morgen, så kan det trække ud, inden udbuddet af olie og gas er genoprettet.«