Den ødelæggende orkan, der ramte Caribien, kan mærkes på pengepungen meget længere væk.

Bermuda, der ligger i Atlanterhavet, er berømt for sine skønne strande og turkisfarvede vand, og turistbranchen i landet har de sidste to år været i uafbrudt vækst. Nu går det den anden vej, skriver finansmediet Bloomberg.

Flere end 3.000 rejser til den paradisiske ø er således blevet aflyst de seneste måneder – alt sammen på grund af en uheldig stavefejl.

Da orkanen Irma, som blev efterfulgt af orkanen Jose, blæste gennem de caribiske øer i september, ødelagde den mangt og meget.

Men Bermuda, der ligger længere mod nord i Atlanterhavet, gik fri. Barbuda, der hedder næsten det samme – men som ligger i den østlige del af Det Caribiske Hav – blev derimod hårdt ramt.

Under nyhedsdækningen af orkanerne gik det galt. Flere medier skrev fejlagtigt, at Bermuda var ramt, hvilket fik de mange turister til at droppe deres planer om at besøge øen.

Dermed var den første nedgang i turismen i to år en realitet – hvilket er kritisk, fordi netop turisme er en af de største indtægtskilder.

Sidste år kom der 29,3 millioner turister til alle de caribiske øer, som samlet brugte 226 milliarder kroner under deres ophold.