Kap Verde, den lille øgruppe i Atlanterhavet, er en særdeles populær turistdestination.
Men ikke alle får den ferie, de drømmer om.
Sidste efterår skrev The Telegraph om, at næsten 1000 britiske turister var blevet ramt af maveproblemer efter et besøg på øen og derfor hyrede advokater til at kræve erstatning.
Og i Expressen fortæller svenske Märit Isaksson nu om, hvordan hun fik sin ferie til Kap Verde ødelagt.
»Allerede på andendagen fik jeg ondt i maven, og om natten brød det voldsomt ud. Jeg kastede op og havde diarré. Jeg var ikke alene, min veninde så og hørte andre kaste op på de offentlige toiletter.«
»Hele ferien blev ødelagt, jeg var syg hele tiden,« siger Märit Isaksson.
Har du oplevet noget lignende på din ferie? Så hører B.T. gerne fra dig – skriv til journalist Josefine Glerup Jacobsen direkte på jogj@bt.dk.
Märit Isaksson fik både lægehjælp og var i kontakt med en guide fra rejseselskabet Tui. Guiden fortalte Märit Isaksson, at hun troede, at svenskeren »havde fået noget fra poolen«.
Isaksson har indgivet en klage til Tui i håb om at få erstatning, men indtil videre ser det ikke ud til, at hun får noget tilbage, fortæller hun.
Én ting er hun dog sikker på.
»Jeg tager aldrig tilbage til Kap Verde. Det var et mareridt.«
Adam Györki, der er nordisk kommunikationschef hos Tui, siger til Expressen, at de som virksomhed ikke kan være ansvarlige for, om man bliver smittet af andre rejsende.
Dog er der en proces hos Tui, hvor rejseselskabet undersøger, hvad mavesygdommen stammer fra.
»Vores sundheds- og sikkerhedsafdeling ser på, om det for eksempel er maden på et hotel, der har givet dig madforgiftning, eller om det er en virus. Derefter vurderer vi fra sag til sag, om dem, der har indgivet en klage, er berettiget til kompensation,« siger Adam Györki.
