Grå skyer, rigeligt med regn, masser af blæst. Ja, det har ikke ligefrem været den mest lovende start på sommeren, som vi danskere har fået her i juni måned.

Men intet er bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget - eller rettere nogen. Og i tilfældet her er det rejseselskaberne.

Hos bl.a. Star Tour er der nemlig jubel over den grå sommer. Danskerne gider ikke mere regn og kedeligt vejr, og de har derfor shoppet rejser til den store guldmedalje, lyder meldingen.

»Helt generelt går det rigtig, rigtig godt, både for os og for hele branchen. Vi ligger 15 procent højere i forhold til sidste år, og selvom vi selv synes, at vi er dygtige til at sælge rejser, så må vi nok erkende, at det først og fremmest er på grund af vejret,« siger Star Tours kommunikationschef, Nikolai Johnsen.

Læs også:

»Vi bliver nok lidt upopulære, når vi sådan går og glæder os over dårligt vejr. Men vi skal jo sælge nogle rejser, og det gør vi i stor stil for tiden, så vi er selvfølgelig glade. Så må vi tage den skældud, der kommer, når vi glæder os over dårligt vejr herhjemme,« siger han.

Tager man et kig på rejseselskabernes hjemmesider, er der naturligvis stadig rigeligt med muligheder rundt omkring. Men omvendt skal der heller ikke mange klik til for at se, at der kan være udsolgt af bestemte typer værelser og endda hele hoteller.

Læs også:

Så drømmer man om at komme en tur til udlandet denne sommer, så er det ved at være sidste udkald, lyder det fra Star Tour, der advarer mod at vente.

»De skal virkelig ud af starthullerne nu. Vi har meget få rejser tilbage på hylderne, og jeg vil sige, jo før man bestiller, jo bedre, for priserne bliver kun ved med at stige fra nu af. Så hvis man stadig vil af sted og har udset sig et godt sted, så er det bare med at bestille,« siger Nikolai Johnsen, der også nævner, at der er færre restpladser (afbudsrejser) i år.

Fra konkurrenten Spies forlyder det, at man sidste år havde for mange rejser til for få turister. Derfor har man i år færre pladser, som man nu følger nøje.

»I år har vejrguderne mest budt på regn og rusk, så det bliver spændende at se, om der i år bliver et match mellem udbud og efterspørgsel, eller om rejser bliver en mangelvare,« siger kommunikationschef fra Spies, Torben Andersen.

Læs også:

Med til historien hører det også, at de flere tusinde turister, der havde planlagt en rejse til Tunesien, nu ombookes til andre destinationer efter terrorangrebet i fredags. Og med Tunesien ude af programmet ryger der også en del af de ledige pladser.

I starten af juni anbefalede Star Tour, at man gik efter rejser på de destinationer, hvor rejseselskaberne har flest pladser tilbage, for her kan der i så fald være rabatter at hente. For Star Tours vedkommende var det Antalya i Tyrkiet, den spanske ø Mallorca og de græske øer Rhodos og Kreta, der toppede listen på det tidspunkt.