Det får nu konsekvenser for også europæiske krydstogter, at en række krydstogte er strandet i mellemøstlige havne.

Flere planlagte sejladser i den kommende tid er nu blevet aflyst. 

Og ifølge Euro News er det flere store selskaber, der har måtte tage den beslutning.

Som B.T. tidligere har beskrevet, er en række krydstogtsskibe på grund af de amerikanske og israelske angreb mod Iran fanget i havne i Dubai, Doha og Abu Dhabi.

Det er gået ud over mindst 15.000 passagerer, hvoraf mange dog er kommet hjem – eller er på vej i disse dage.

Men de store skibe kan ikke komme nogen steder hen, og derfor har det altså resulteret i aflyste ture.

Tui Cruises har blandt andet skibet 'Mein Schiff 5' liggende i Doha.
Tui Cruises har blandt andet skibet 'Mein Schiff 5' liggende i Doha. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Selskabet Celestyal har droppet to krydstogture i det græske øhav under navnet 'Iconic Aegean' senere i marts med afgang 20. og 23. marts, fordi man har to skibe låst fast i Den persiske bugt.

Tui Cruises har også tyet til aflysninger af krydstogter for de skibe, man ikke kan disponere over, fordi de ikke kan komme videre.

Der er tale om to skibe, hvor turene er aflyst frem til henholdsvis 12. marts og 23. marts.

Imens har det saudiarabiske selskab Aroya Cruise simpelthen aflyst resten af sæsonen i Den persiske bugt.

Konsekvenserne kan dog blive endnu større for det kommende sommerprogram over store dele af verden, hvis ikke skibene snart kommer videre.