Falske beskeder: Advarer mod ny type svindel
Man skal bekræfte indenfor 12 timer.

Man skal bekræfte indenfor 12 timer.

Destinationen er korrekt, datoerne stemmer, og det beløb, du skal betale er det rigtige.
Der er med andre ord alle farer for at falde i fælden i en ny type svindel, hvis du er på vej på ferie.
Det skriver VG.
Beskeden kommer tilsyneladende fra Booking.com, men reelt kommer den fra svindlere, som vil have adgang til dit betalingskort.
Og det hele foregår via WhatsApp.
Rejsejournalisten Vibeke Montero har været ude for et sådant svindelforsøg, da hun skulle til Venedig.
Hun fik fjorten dage før sin afrejse en besked fra Booking.com. Hun skulle bekræfte sin hotelreservation inden for 12 timer, ellers risikerede hun at miste sin booking.
Hun siger:
»De kendte mit navn, datoerne jeg skulle rejse på, og hvilket hotel jeg skulle bo på. Det var ikke en besked, der famlede i blinde, som svindelbeskeder ofte gør.«
Hun nåede at opdage svindlen i tide, men mange er faldet i.
Booking.com bekræftede i april, at hackere havde fået adgang til adskillige hotelbestillinger.