Én ting skaber stor frustration hos rejsende danskere: 'Alle har et ansvar'
På en lang liste over ting, der irriterer danskerne på flyrejsen, indtager ét fænomen en klar førsteplads ifølge en undersøgelse fra Gjensidige.

På en lang liste over ting, der irriterer danskerne på flyrejsen, indtager ét fænomen en klar førsteplads ifølge en undersøgelse fra Gjensidige.

Du kender det sikkert. Turen fra hjemmet og hele vejen ud til lufthavnen, igennem security og om bord på flyet har været lang.
Men når du endelig drager et lettelsens suk, idet du sætter dig i flysædet, sker der det, der ikke må ske.
Hvad lige netop dét er, har forsikringsselskabet Gjensidige lavet en stor undersøgelse af.
Og her viser tallene en klar vinder i konkurrencen om, hvad danskerne sætter allermindst pris på, når det kommer til opførsel fra deres med-flypassagerer.
Det store hadeobjekt, som 21 procent af de adspurgte har peget på, er, når passageren bagved sparker til sædet.
På en træls andenplads svarer 13 procent, at deres største irritationsmoment er, når passageren foran læner sædet tilbage.
Direktør i Rejseskade hos Gjensidige, Lene Ovesen, peger på, at det er vigtigt at vise hensyn, når man flyver.
»Der kan være mange ting undervejs på en lang rejsedag, der kan være frustrerende eller irriterende. Men alle har også et fælles ansvar for at skabe en god stemning ombord. Det behøver ikke være de store ting – et smil til sidemanden, lidt ekstra hensyn eller et godt humør kan gøre mere, end man tror,« siger hun.
1030 danskere er blevet adspurgt i undersøgelsen. Fire procent har svaret 'ved ikke'.
Spørgsmålet lød: 'Hvilke af følgende ting irriterer dig mest ved andre passagerer på et fly? Du kan markere ét svar'.