Temperaturerne i Tyrkiet og Cypern er disse dage tårnhøje – og i førstnævnte mellem 6 og 12 grader over det normale.

I populære turistbyer har varmen også ramt. 

Blandt andet nærmer Larnaca sig 40 grader torsdag, mens Antalya vil få 43 grader – og hele 46 grader fredag.

Mikkel Hansen, der er kommunikationschef i TUI, fortæller, at rejseselskabet som udgangspunkt altid opfordrer gæster til at tage deres forholdsregler i det varme vejr.

»Herunder at drikke rigeligt med væske, søge skygge og afkøle kroppen med pool, aircondition eller andet.«

Han tilføjer, at TUI i de fleste tilfælde kommunikerer til deres gæster, hvis de lokale myndigheder udsender information, som er udover de klassiske forholdsregler.

»Det kan for eksempel være, hvis der indføres restriktioner i forbindelse med varmen, som er udover det sædvanlige,« lyder det.

De voldsomme temperaturer har også ført til flere skovbrande.

Skovbrande har hærget både Cypern og Tyrkiet. Her ses et billede fra Cypern.
Skovbrande har hærget både Cypern og Tyrkiet. Her ses et billede fra Cypern. Birol Bebek/AFP/Ritzau Scanpix

I Cypern er to døde og hundredvis er blevet evakueret, mens mindst 100 kvadratkilometer er blevet jævnet med jorden, efter branden brød ud i det sydlige Cypern onsdag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I Tyrkiet er ti brandmænd blevet dræbt og 14 er såret, da de kæmpede med at få en skovbrand under kontrol i Eskisehir-provinsen i det centrale Tyrkiet.

Brandfolk har siden tirsdag kæmpet med at få skovbranden under kontrol, men onsdag blev 24 brandmænd fanget i branden, da vinden skiftede retning og blæste flammer mod dem.

Brandmændene blev kørt til hospitalet, hvor ti mistede livet, og yderligere 14 er fortsat i behandling, oplyser land- og skovbrugsminister Ibrahim Yumakli, ifølge Reuters.