Eksperter: Bliver dyrere at flyve på næste ferie
To eksperter vurderer nu, at flybilletterne stiger på både kort sigt og til vinter.

To eksperter vurderer nu, at flybilletterne stiger på både kort sigt og til vinter.

For de mange danskere, der lige nu er ved at planlægge en vinterferie - eller i sidste øjeblik vil bestille en efterårsferie - er der dårligt nyt.
Priserne for brændstof er nemlig eksploderet, og det betyder, at flybilletterne også stiger, vurderer to eksperter.
»Priserne på flybrændstof er sammen med diesel igen steget den sidste måned, og det vil have en afsmittende effekt på billetpriserne hos flyselskaberne,« siger Arne Lohmann Rasmussen, der er analysechef hos Global Risk Management.
Råvarestrategichef hos Saxo Bank, Ole Sloth Hansen, er enig.
»Når det gælder efterspørgslen, især efter diesel, bevæger vi os nu ind i efterårs- og vintermånederne, hvor forbruget traditionelt er højest,« siger han og tilføjer:
»Da diesel og flybrændstof konkurrerer om de samme raffineringskomponenter, vil høje dieselpriser også understøtte høje priser på flybrændstof.«
I SAS forventer man i år at få en kæmpe lussing på 2,2 milliarder kroner på grund af de højere brændstofpriser.
»Vores situation illustreres måske bedst ved håndfaste tal: Inden marts lå flybrændstofprisen omkring 700 dollar per ton. Nu ligger den omkring 1600 dollar, altså mere end det dobbelte,« siger kommercielle direktør i SAS, Paul Verhagen, til mediet Finans.
Arne Lohmann Rasmussen vurderer, at nogle flyselskaber muligvis på kort sigt har købt brændstof ind til en fast pris, og derfor måske kan udskyde eventuelle prisforhøjelser.
»Generelt vil højere brændstofpriser slå igennem på billetpriserne både på kort sigt, men især på lidt længere sigt, hvis man ser frem mod næste vinterferie,« siger han og fortsætter:
»Brændstof er en stor del af udgiften for et flyselskab, som helt uundgåeligt vil ende hos de flyrejsende.«
B.T. LIVE-dækker de vilde priser på benzin, diesel, el og gas, der igen brager op og truer med at ramme bredt i samfundet. Læs mere HER.