Det ene rejseselskab efter det andet har meldt om et ekstra stort salg af rejser i efterårsferien i år. 

Men der er to måder at skaffe rejser i uge 42, der er lidt billigere end andre. 

Det er meldingen fra Jan Lockhart, der er direktør i rejseselskabet SunWeb. 

»Vi har solgt cirka 15 procent flere rejser i uge 42 end på samme tid sidste år, og det er uden tvivl den mest efterspurgte uge. Men der er stadig mulighed for at bestille rejser, hvor man skal betale mindre,« siger han. 

Den første måde at spare penge på rejsen er ved at se på, hvor man skal flyve fra.

Helt konkret så er det hos Sunweb, TUI Rejser og Spies muligt at købe pakkerejser med afgang fra Hamborg, der ligger 155 kilometer syd for den danske grænse.

»Der kan være tusindvis af kroner at spare ved at vælge at rejse fra Hamborg. Også i den aktuelle efterårsferie,« siger han. 

Hvordan kan det være?

»Efterspørgslen efter rejser i uge 42 er lige nu større i Danmark end på det tyske marked, selv om der nogen steder i Tyskland også er efterårsferie i den uge,« siger han. 

Selve afstanden til Hamborg er jo ret lang, hvis man bor i Nordjylland eller på Sjælland...

»Man skal selvfølgelig se på tiden, det tager at køre til Hamborg, der gør selve afrejsen længere, og hvad det koster i benzin samt brobizz i forhold til, hvad det koster at flyve fra København eller Billund,« siger han.   

Ifølge Spies gælder den danske pakkerejselov også ved afgang fra Hamborg, og så kan man rejse fra 70 euro for en uge. Det svarer til 522 danske kroner. 

Hos TUI Rejser anbefaler pressechefen Mikkel Hansen, at man tjekker priserne for afrejse fra både Billund, København og Hamborg, da det godt kan svinge.

»Hvis du bor i Jylland, hvad er mulighederne så fra Billund, Aalborg og Hamborg? Hamborg er for eksempel en stor lufthavn, hvor der ofte kan være mange flere muligheder at vælge imellem,« siger han. 

Rejs på alternative dage
En anden måde at få billigere rejser er ved at være fleksibel, når det gælder, hvilke dage man rejser. 

»Kan man rejse torsdag eftermiddag i uge 41 eller midt i uge 42, så vil der være rigtig mange penge at spare i forhold de mest eftertragtede dage, der er i weekenden,« siger Jan Lockhart. 

Hvor meget taler vi om, at der spares ved at rejse uden for weekenden?

»Det er meget forskelligt, men det kan nemt være tusindvis af kroner for en familie,« siger han.

Jan Lockhart fortæller også, at det nogle gange kan være billige at være afsted i længere tid, hvis man ikke rejser i weekenden.  

»Der kan spares penge, hvis man vælger en lidt skæv varrighed på ens ferie. I nogen tilfælde kan man få en billigere ferie ved at være afsted i ni dage i stedet for en uge fra lørdag til lørdag,« siger rejsedirektøren.

Helt ærligt. Som direktør for SunWeb er du jo interesseret i, at der tjenest flest mulig penge. Hvorfor kommer du med tips til, at kunderne betaler jer mindst muligt?

»Vi har jo også indtjening ved at sælge de billigere rejser, så det vil vi også gerne gøre,« siger Jan Lockhart. 

Når alt kommer til alt, er det dog bedst slet ikke at rejse i uge 42, hvor skolebørnene har ferie. 

»Kan man rejse før uge 43 eller efter, så skal man gøre det. Der vil være mange tusinde kroner at spare for en familie,« siger Jan Lockhart. 

Det samme anbefaler Mikkel Hansen.

»Hvis formålet er at spare penge, skal man overordnet tænke: 'Hvad gør alle andre?' Og så skal man selv gøre det modsatte,« siger han. 

Boligejernes friværdi er steget markant i år - og det giver store muligheder for at spare penge, lyder det i det seneste afsnit af podcasten Spar Kassen.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.

Spar kassen

Dagens episode er sponseret af Minetilbud. Med Minetilbud app’en får du et samlet overblik over alle tilbudsaviser inden for dagligvarer, hus og have, bolig og indretning og elektronik. Hent Minetilbud app’en nu og sammenlign priser og udvalg på tværs af butikker og brands, så du nemt kan spotte det gode tilbud, planlægge dine indkøb. Vært: Niels Philip Kjeldsen, journalistisk chef på B.T. Gæst: Thomas Ambrosius Producer: Alex Brøndbjerg Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen, journalistisk chef på B.T. Få konkrete og gratis råd til at træffe bedre økonomiske valg i dit liv ved at skrive dig op til nyhedsbrevet Spar Kassen fra Niels Philip Kjeldsen: https://www.bt.dk/privatoekonomi/spar-kassen-faa-konkrete-og-gratis-raad-til-at-traeffe-bedre-oekonomiske