Forårs- og sommersæsonen venter nærmest lige forude.
Men på feriefavoritten Mallorca er man på strande, der snart skal lægge sand til tusindvis af turister tilsyneladende langt fra klar.
»En skandale,« siger Onofre Fornés, formand for en forening, der repræsenterer virksomheder med licens til at drive forretning på øens strande, til tysksprogede Mallorca Magazin.
Problemet er, at myndighederne endnu ikke har lagt sit fast på, hvilke regler og priser, der bør gælde for den kommende sæson.
Ikke mindst i populære områder som Palma, Llucmajor og Sóller, Sant Llorenç og Andratx.
»Der er frygt for, at turister må undvære strandstole, parasoller, livreddere, offentlige toiletter, strandrengøring og andre tjenester på nogle kyststrækninger,« skriver mediet.

Onofre Fornés kritiserer de offentlige myndigheder for »langsommelighed og manglende fleksibilitet«.
»Det er endda et generelt problem her,« siger han – og fremhæver det paradoksale i, at byer og kommuner ellers tjener mange penge på strandlicenserne.
Og så er der priserne. For det kan se ud til, at det fra i år bliver markant dyrere at gå på stranden under en ferie på Mallorca.
På den mest kendte strand, Playa de Palma ved hovedbyen Palma, ligger det på trods af usikkerheden om mange andre ting allerede fast, at der skal gribes dybere i feriebudgettet for at få en plads.
Eksempelvis vil prisen for en liggestol her stige fra seks til ti euro (små 75 kroner), og det samme er tilfældet for en parasol.
Samme sted vil en luksusliggestol nu koste 45 euro (336 kroner) mod tidligere 30 euro, og samtidig har licenshaverne fået lov til at opsætte flere af dem på bekostning af de almindelige udgaver.

