I hele 12 år har passagerer hos SAS ikke kunnet tilvælge goderne ved business class, når de skulle flyve korte distancer i Europa.
Men en markant stigning i efterspørgslen på premiumbilletter har nu fået flyselskabet til at ændre kurs.
Det skriver Berlingske.
Tal fra rejsesøgemaskinen Momondo viser en markant stigning i interessen for luksusbilletter.
Siden sommerferien er søgninger på business class steget med hele 88 procent og ligger 18 procent højere end for blot to år siden.
Efterspørgslen er vokset på trods af, at billetpriserne er steget med syv procent i september og oktober. En business class-billet koster omkring tre gange så meget som en almindelig billet.
Ifølge Anders Justenlund, der er ekspert i forbrugeradfærd indenfor rejsebranchen, er udviklingen et udtryk for en ændring i danskernes rejsevaner.
»Vi ser flere, der vælger komfort og oplevelse frem for lavpris. Efter corona handler det ikke om, hvor mange gange vi rejser, men hvor godt vi rejser,« siger han til avisen.
Hos SAS bekræfter kommunikationschef Alexandra Lindgren Kaoukji, at interessen har været større end forventet blandt ferierejsende.
Derfor har selskabet besluttet at genindføre business class på flere europæiske ruter.