Danskerne strømmer til udlandet på ferie, som det sjældent er set før.

Og det kan man mærke i det midtjyske.

Billund Lufthavn skriver således i en pressemeddelelse, at rejselysten eksploderer.

»April har været præget af høj aktivitet i lufthavnen, hvor påsken sammen med opstarten af sommerprogrammet har bidraget til en markant vækst i passagertallet.« fortæller den administrerende direktør i Billund Lufthavn, Jan Hesselund, og fortsætter:

»De nye ruter styrker trafikken fra Vestdanmark, og gør det samtidig lettere for udenlandske turister at besøge regionen, hvilket er afgørende for de mange turismeaktører i området.«

Direktøren fortæller, at succesen i høj grad skyldes nye ruter med flyselskabet Norwegian, der for nylig har lanceret ruter til danskerfavoritter som Barcelona, Milano, Edinburgh og Rom. 

Men fremgangen skyldes i lige så høj grad et øget antal turister fra blandt andet Storbritannien og Polen, der skal på ferie i den vestlige del af Danmark.

Og det er noget, der smitter af, siger Legolands direktør, Michael Ottesen i pressemeddelelsen. 

104.430 passagerer rejste gennem lufthavnen i påskeferien, og i alt rejste 255.242 passagerer gennem lufthavnen i april. 

Det er en stigning på 17 procent sammenlignet med samme måned sidste år.