Siden sidste sommer har pensionisterne Svend og Jette Rasmussen på 82 og 85 år set frem til en weekendtur med to overnatninger på et hyggeligt hotel.

Men sådan skulle det slet ikke gå. 

Svend Rasmussen opdagede ret tilfældigt i starten af december, at Marcussens Hotel i Assens på Fyn var gået konkurs.

Han kontaktede derfor Sweetdeal, hvor han havde bestilt hotelopholdet med to overnatninger og betalt prisen på 1.500 kroner.

'Da hotellet er lukket, forventer jeg at få mine penge retur,' skrev han 19. december. 

Men han fik slet ikke det svar, han havde regnet med.

Sweetdeal svarede nemlig, at de kun er 'formidlere'.

'Det er derfor over for konkursboet, du skal rejse dit krav,' svarede Sweetdeal 27. december, og kom så med et andet forslag.

Tilbudt det halve antal dage på hotel
'Historisk set er dette dog en svær proces, da der ofte er få penge i et konkursbo. Derfor vil vi gerne tilbyde dig at overtage dit krav til Marcussens Hotel og i stedet tilbyde dig et erstatningsophold pr. kulance.'

Sweatdeals tilbud var en enkelt overnatning, og det var på Slukefter Kro i Vojens,  Løgstør Parkhotel eller Nilles Kro, der ligger i Sabro nær Aarhus. 

Altså er alle tre steder i Jylland, og kun det halve antal overnatninger af det, ægteparret havde betalt for.

 »Vi havde virkelig set frem til den tur til Assens, og vi er ikke interessede i deres tilbud, hvor vi kun lige kunne komme den ene dag, og så skulle forlade stedet dagen efter,« siger Svend Rasmussen, der bor i Bagsværd nord for København med sin hustru, og tilføjer:

»Så vi vil gerne have pengene tilbage, men det vil Sweetdeal altså ikke gå med til.« 

Bestormet af mails og opkald
Svend og Jytte er langt fra ene om at være ramt af Marcussens Hotels konkurs.

I telefonsvaren til kundeservice hos Deal.dk, der ejer Sweatdeal, og kalder sig Danmarks største dealsite, får man direkte besked om, at der er stor travlhed på grund af de mange henvendelser om Assens-hotellets konkurs.  

»Der er mange kunder, som desværre er blevet ramt af den konkurs, fordi hotellet valgte at lukke ned,« siger Morten Lykke, der er direktør i Deal.dk.

tip os
Bøvler du med at pengene retur for et bestilt ophold hos konkursramte Marcussens Hotel?

Han holder fast i, at Marcussens Hotel er ansvarlige for at tilbagebetale pengene til Svend og Jette samt de andre gæster, der har bestilt et ophold inden konkursen, men alligevel har Deal.dk tilbudt et alternativt ophold til alle ramte.

Nu får alle pengene tilbage
»Der er adskillige hundrede andre kunder, der har taget imod tilbud om andet hotelophold med kyshånd,« siger han og tilføjer:

»Men hvis ikke Svend vil have et af de tre ophold, vi tilbyder i stedet, skal vi nok finde ud af at give ham pengene tilbage,« siger han.

Så nu vil du altså godt overføre de 1.500 kroner tilbage til Svend og Jytte?

»Ja, det kan du tro,« siger direktøren. 

Hvad nu hvis nogen af de andre, der hos Sweetdeal har købt hotelophold hos Marcussens Hotel, og ikke vil tage imod jeres alternativ, kan de så også få pengene tilbage?

»Så gælder det også for dem,« siger Morten Lykke. 

Den melding glæder Svend Rasmussen.

»Det er godt. Så må vi købe et nyt sted, hvor vi kan være hele weekenden,« siger han.