Charterkonge takker af: Fortsætter i reklamerne
Frontfiguren for Bravo Tours stopper som direktør, men han siger ikke farvel til tv-reklamerne.

Frontfiguren for Bravo Tours stopper som direktør, men han siger ikke farvel til tv-reklamerne.

Du har sikkert set tv-reklamerne, hvor en skaldet og ikke helt slank mand hopper rundt med bar mave på en strand eller gør andre ting og sager på et feriested.
'Hej, jeg hedder Peder Hornshøj, jeg er direktør for Bravo Tours!,' lyder det fra manden i reklamerne.
Men efter 28 år stopper charterkongen som topboss i Bravo Tours.
Han slår fast, at han gerne vil ned og arbejde under 37 timer om ugen – og så vil han gerne tage ud af rejse med det barnebarn, han fik for fire måneder siden.
I forhold til at være frontfigur i reklamerne for rejseselskabet, har Peder Hornshøj på 65 år den her kommentar til DR:
»Jeg må nok indrømme, at jeg vidste ikke helt, hvad jeg sagde ja til, men det fandt jeg ud af, da jeg så mig selv med bar mave nede på Kreta i den første reklamefilm. Det var nok lidt anderledes, end jeg lige havde tænkt mig.«
Han er dog ikke færdig med at være ansigtet i tv-reklamerne.
»Jeg kan godt afsløre, at jeg fortsætter som frontfigur i reklamerne,« siger Peder Hornshøj til tvmitvest.dk.