En brand raser i øjeblikket på den græske ferieø Kos og er i øjeblikket på vej mod feriebyen Kardamena.

tip os
Er du i området? Så hører vi gerne fra dig. Du kan skrive til os her.

Det skriver flere lokale medier ligesom også rejsefirmaet TUI, der har flere danske kunder i området, bekræfter til B.T.

»Der en brand tæt på lufthavnen på Kos, som gør, at der er flere områder, man skal holde sig fra. Vi er også blevet nødt til at aflyse flere ture i dag,« fortæller Mikkel Hansen, der er kommunikationschef i TUI Danmark.

På nuværende tidspunkt er der ifølge kommunikationschefen hos TUI ikke nogen af deres kunder, der er blevet nødt til at blive evakueret, men lokale myndigheder siger ifølge det græske medie AegeaNews, at man skal bevæge sig nordvest mod byen Antimachia, hvis man er i nærheden af Kardamena.

Kommunikationschefen kan heller ikke sige noget om, hvordan flytrafikken bliver påvirket, da de ikke har nogen til- og fra flyvninger i dag.

Men TUI holder øje med situationen.

»Alle vores kunder er informerede om branden over sms. Vi holder skarpt øje med de lokale myndigheders anbefalinger og er klar til rykke, hvis der bliver behov for det,« siger Mikkel Hansen.

Lokale medier skriver, at der er evakueringsanbefalinger for Kardamena. Har I ikke hørt noget?

»Ikke noget ift. de steder, hvor vi har danske kunder. Det kan godt være, at der er nogle af de hoteller, vi samarbejder med, der har fået besked om at evakuere, men ikke på de hoteller, vi har danskere. Men vi afventer og holder meget øje med de lokale myndigheders anbefalinger, siger kommunikationschefen.