Træt af at møde andre danskere i ferien? Forlaget Bradt tilbyder guidebøger til rejsemål, hvor man med garanti ikke kommer til at stå i kø med horder af andre turister.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hvilken rejsevaluta skal man tage med til Nordkorea, og hvor ligger de bedste fiskerestauranter i Bagdad? Det er to af de spørgsmål, forlaget Bradt svarer på i deres serie af guidebøger, der handler om rejsemål, kun de færreste drømmer om.

Nordkorea og Bagdad er ikke destinationer, som ryger højt op på listen over danskernes foretrukne feriemål. Skulle man alligevel have lyst til at tage hen, hvor hverken naboen, vennerne eller kollegaerne har været, så er det selvfølgelig vigtigt at være godt forberedt.

Guidebogen til Nordkorea fra 2003 har været så populær, at man i år blev nødt til at trykke et nyt oplag. Den 240 sider lange guide til verdens mest lukkede land indledes med ordene: »Hovedstaden Pyongyang er som ingen anden hovedstad i verden«.

Det tror man gerne! Pyongyang er en by på 2,5 millioner mennesker, men uden reklameskilte, uden mobilnet (mobiltelefoner bliver i øvrigt konfiskeret i lufthavnen, og så får man dem igen ved afrejse!) og med kun én internetcafe. Til gengæld har Pyongyang verdens flotteste metro, som løber 200 meter under jorden med stationer, der fremstår som »undergrundskatedraler til socialismen«: Marmor i rigelige mængder, kæmpe lysekroner og lange, lange vægmalerier af glade arbejdere og Den Store Leder i skøn forening.

Biler skal man lede længe efter i Pyongyang. Der ingen trafik på vejene udover selvfølgelig nogle få af de kommunistiske lederes limousiner og måske en turistbus med Bradt Guides' læsere.

Ægte koldkrigs-stemning
Nu har Nordkorea selvfølgelig meget andet at byde på end bare hovedstaden Pyongyang. Her findes smukke sandstrande, som man kan få for sig selv, da der ikke gemmer sig mange strandløver i den nordkoreanske befolkning. På den måde kan man kombinere storbyferie med badeferie, og læg dertil en udflugt op til verdens bedst bevogtede grænse.

Den linje, som deler Korea i nord og syd er et af de få steder i verden, hvor man stadig kan opleve ægte koldkrigs-stemning. Her står nordkoreansk militær med skarpladte våben ansigt til ansigt med amerikanske soldater iklædt skudsikre veste på den sydkoreanske side.

Førstegangsrejsende til nordsiden vil måske blive overrasket over, at man som turist skal have samme valuta i pengekatten, som kollegaen, der tager til Spanien: Euro! Glem alt om at tage dollars med til Nordkorea, og de lokale penge kommer man heller ikke i nærheden af. Nordkoreanske Won er kun for nordkoreanere - turister bruger Euro!

Guidebøger forbudt
Omvendt er dollars ikke nogen dårlig rejsevaluta at have med til Bagdad. Dem bruger man til de store ting, f.eks. hotelregninger, mens man bruger irakiske dinar til de små indkøb.

Guidebogen til Bagdad er fra september 2004, så alle oplysninger er helt friske. Det er heldigt, for når man først står i Irak, er det svært at få kvalificeret hjælp. Saddam Hussein forbød for tyve år siden guidebøger, samtidig med at han forbød landkort, og det er der ikke blevet rettet op på siden.

Som udgangspunkt mener Udenrigsministeriet slet ikke, at man skal tage af sted. På hjemmesiden www.um.dk kan man læse, at: »Alle rejser til Irak frarådes. Danskere i Irak opfordres til at forlade landet«. Vælger man at sidde den advarsel overhørig, så slår guidebogen fast, at forår og efterår er de bedste tidspunkter at besøge Bagdad på.

Kulturskatte smadret
Bagdads største turistattraktion er Det Irakiske Museum. Desværre er mange af de allerstørste kulturskatte enten smadret eller plyndret, for i takt med at koalitionsstyrkerne rykkede tættere på hovedstaden, forsvandt flere og flere ting fra byens museer. Deriblandt uerstattelige genstande fra Babylon, selve civilisationens vugge.

Et andet must på et Bagdad-besøg er en gang masgouf. Det er en røget, grillet fisk som serveres i et brød med løg og tomater. Den nydes bedst i de små hyggelige fiskerestauranter i Bagdads rige bydel, Jadriya.

Begge guidebøger er fulde af nyttige tips til rejsen og indeholder også gode afsnit om landenes historie og kultur.

Bradts guidebøger kan bestilles på internettet: www.bradtguides.com

Robert Willoughby: North Korea - The Bradt Travel Guide (Pris kr. 150,-).

Catherine Arnold: Baghdad: The Bradt City Guide (Pris kr. 110,-).