Allan trækker sine børn ud af skolen uden for ferien: Sparer 10.000 kroner


Allan Hildebrandt og hans kone har – ligesom mange andre – ofte taget deres børn med på ferie uden for skoleferien.
En tendens, der har mødt hård kritik fra Skolelederforeningens formand, Dorte Andreas, som mener, at fraværet går ud over børnene.
Men selv om Allan Hildebrandt synes, at børn skal passe deres skole, er økonomien den væsentligste grund til ferierne uden for skolernes fastlagte ferieuger.
»En vinterferie for to voksne og et barn koster 20.000 i uge syv, mens du to uger senere kan spare 10.000,« siger han til B.T. og fortsætter:
»Det, tror jeg, er hovedårsagen til, at der bliver holdt ferie uden for skoleferierne. Det er bare svært at få råd til at holde ferie, når man er tvunget til at holde dem, mens det er allerdyrest.«
Han mener også, at skolelederne inderst inde forstår det argument.
Kommer alligevel med opråb til forældre
Allan Hildebrandt har til gengæld et princip, som for ham altid har gjaldt, når han har trukket sine børn ud af skolen.
»Lærerne er gode til at give børnene lektier for, mens de er væk, og de skal selvfølgelig laves, selvom vi er på ferie,« siger han.
59-årige Allan Hildebrandt mener derfor ikke, at hans to voksne børn, der for længst er gået ud af skolen, og hans barn i fjerde klasse har taget faglig skade af ferierne.
»Jeg forstår godt, at lærerne er pressede, hvis de får et barn tilbage, som skal indhente 14 dages undervisning,« siger han og fortsætter:
»Men vi plejer at lave en times lektier om aftenen, efter vi har stået på ski eller har været ved poolen, og så har vores børn kunnet følge med, når de er vendt tilbage.«
Det samme princip mener han ikke, at alle forældre går på ferie med.
»Jeg kender forældre, der har det modsatte princip om, at deres børn ikke skal bruge energi på lektier, når de er på ferie, selvom de tager dem ud af skolen,« siger Allan Hildebrandt.