De kridhvide strande ligner det rene paradis, men bag ferieidyllen gemmer der sig en række alvorlige fælder for turister.

Nu har det amerikanske udenrigsministerium opdateret sin rejsevejledning for Turks- og Caicosøerne og opfordrer rejsende til at »udvise øget forsigtighed«, skriver Fox News.

Der har blandt andet været anmeldelser om seksuelle overgreb, mens lommetyverier og tasketyverier er almindelige på populære turiststeder, lyder det.

Turister bliver samtidig advaret mod aggressive sælgere og svindelnumre.

»Nogle tilbyder ‘gratis’ gaver, som efterfølgende fører til krav om betaling,« lyder det i rejsevejledningen.

Den mest alvorlige advarsel handler dog om noget, som kan ligge glemt i kufferten hos turisterne.

Skydevåben og ammunition er strengt forbudt. Det gælder også en enkelt patron eller kugle, som ved en fejl er kommet med i håndbagagen eller kufferten.

Overtrædelser kan føre til anholdelse, store bøder og fængsel i 12 år eller mere.

Amerikanske og andre udenlandske våbentilladelser gælder nemlig ikke på øerne.

Flere amerikanere har tidligere været tilbageholdt i flere uger efter fund af ammunition i deres bagage.

»Vi kan ikke få amerikanske borgere ud af detentionen,« understreger udenrigsministeriet.

Turister opfordres derfor til at gennemgå deres bagage grundigt, holde øje med omgivelserne og være særligt forsigtige, når de færdes ude om natten.

Det danske udenrigsministerium har ikke en særskilt rejsevejledning for Turks- og Caicosøerne.