Sommerferien nærmer sig for de fleste, men skal du rejse fra bestemte lufthavne, kan der være grund til at være ekstra opmærksom.

Det fortæller forsyningskædeekspert Marco Felsberger, der arbejder med risikoanalyse i virksomheden Prewave.

»Vi ser allerede nu, at flyselskaber aflyser fly hist og her – dog stadig på grund af stigende omkostninger og ikke egentlig fysisk mangel,« siger han til mediet Krone Zeitung.

Det skyldes unægtelig konflikten mellem Iran og USA og lukningen af Hormuzstrædet, hvor 20 procent af verdens olie normalvis passerer, forklarer han.

Ifølge eksperten vil rejsekrisen udmønte sig i tre faser: Først stiger priserne, så bliver brændstoflagrene mindre, og til sidst vil der mangle brændstof.

Særligt mindre lufthavne kan komme under pres. Det gælder blandt andet på Palma de Mallorca Airport, Faro Airport og Málaga Airport.

»Disse mindre og mere perifere lufthavne er mere afhængige af forsyningskæder. Hvis der opstår flaskehalse dér, kan hele systemet komme under pres,« forklarer han om deres evne til at sikre brændstof.

Situationen er foreløbig stabil, men det kan hurtigt ændre sig, hvis konflikten i Mellemøsten eskalerer og rammer forsyningerne til Europa.

Ifølge eksperten kræver det nu en fælles indsats i EU for at sikre brændstofforsyningen og undgå, at sommerens flytrafik bliver ramt.