Har du planer om at holde vinterferie på De Kanariske Øer, kan det være, at du må forberede dig på at få sand andre steder end kun mellem tæerne.
Fra mandag morgen har myndighederne på de spanske ferieøer nemlig erklæret et højt beredskabsniveau, da en gigantisk sandstorm er nemlig på vej.
Nærmere bestemt en såkaldt 'calima', hvor varm og tør luft fra en sandstorm i Sahara blæser store mængder sand og støv ind over blandt andet De Kanariske Øer.
Det skriver Dagbladet.
Som følge af vejrfænomenet bliver luften diset, sigtbarheden og luftkvaliteten forringes, mens temperaturen kan stige kraftigt.
Samtidig danner det tørre sand og støv fra Sahara et tæt, brunt-orange slør i luften.

'Calima' sker flere gange årligt på De Kanariske Øer, der ligger omkring 100 kilometer fra Sahara, og varer fra et par timer til flere dage.
Leo Lunde, der bor på Gran Canaria og arbejder som journalist, har et godt råd til dem, der befinder sig på de spanske ferieøer.
»De bør blive indendørs, hvis der er meget støv, og bruge støvmaske, når de går ud,« siger han og opfordrer til at undgå fysisk aktivitet.
Han minder også om, at sandstormen kan forårsage store vanskeligheder.
»Det er ikke kun sand, men også forurenede partikler, vira og bakterier, der følger med støvet. Det kan forårsage bronkitis og lungebetændelse, selv hos raske mennesker.«
Det er dog især personer med astma, KOL, hjerte-kar-sygdomme eller andre kroniske lidelser, som er særligt udsatte, oplyser myndighederne ifølge Dagbladet.
»Jeg forstår godt, at vinterferiegæster ikke ønsker at miste en dag eller to af deres ferie på grund af calima, men det er bedre end at blive rigtig syg under rejsen,« fortsætter Leo Lunde.
Meteorologer anslår, at koncentrationen af støvpartikler vil ligge på mellem 50 og 200 mikrogram per kubikmeter – i områder over 400 til 500 meters højde vil tallet være betydeligt højere.
WHO anser alt over 50 mikrogram per kubikmeter for at være sundhedsskadeligt.
Advarslen gælder for hele øgruppen, men støvet forventes at kunne mærkes tydeligt i de østlige, sydlige og vestlige dele af Gran Canaria og Tenerife samt på Lanzarote, Fuereventura, La Gomera, El Hierro og den østlige side af La Palma.
