Dagene bliver kortere og kortere, og kulden begynder at sætte ind.

Netop i denne tid begynder mange danskere ofte at planlægge og glæde sig til næste års sommerferie – men tænk dig grundigt om, før du bestiller ferien.

Sådan lyder advarslen fra den norske klimaforsker Kikki Kleiven.

»Jeg ville tænke mig grundigt om, før jeg tager afsted. Især for ældre med helbredsproblemer eller for dem, der rejser med små børn,« siger hun til Dagbladet – og tilføjer, at hun ikke ville leje en ellers lækker ferielejlighed til hele familien i Grækenland næste sommer.

Og hvorfor så ikke det?

På grund af risikoen for, at scenarier vi har oplevet adskillige gange i år kommer til at gentage sig.

Her blev det sydlige Europa ramt af så voldsomme hedebølger, at mange lokale og turister ikke kunne holde ud at opholde sig udendørs midt på dagen – og hvor myndighederne da også advarede om, at det kunne være decideret farligt.

Kikki Kleiven – som er direktør på Bjerknes Centeret på Universitetet i Bergen, som er et forskningscenter for videnskabelig klimaforskning – påpeger over for Dagbladet, at sommeren 2027 kan blive usædvanlig varm på grund af det, klimaforskerne kalder en 'super-El Niño' kombineret med klimaforandringerne.

El Niño er et vejrfænomen, der opstår, når overfladetemperaturerne i Stillehavet er usædvanligt høje, og forudsætningerne for at det sker i 2027 er i den grad til stede.

Vi har netop haft den varmeste oktober måned, der nogensinde er målt på Jorden, og overfladetemperaturerne i havene er høj efter at også de foregående måneder var varmere end normalt.

Når verdenshavene varmes op, fungerer de som et batteri, der fortsætter med at give varme – også efter at en El Niño er overstået.

Og netop Europa er det kontinent, som rammes hårdest af opvarmningen, idet den her sker omkring dobbelt så hurtigt som på globalt plan, lyder det fra Kikki Kleiven.