Advarer mod monsterbøder i udlandet: Disse fejl kan koste dig dyrt
Det kan betale sig at forberede sig en smule, inden man drager sydpå i bil.

Det kan betale sig at forberede sig en smule, inden man drager sydpå i bil.

Tager du bilen sydpå denne sommer, er der flere ting, du skal være opmærksom på, hvis du vil undgå en bøde.
En af de mest almindelige fejl er at køre ind i en miljøzone i en by uden tilladelse – særligt i Italien, hvor zonen ofte er markeret med bogstaverne ZTL.
Det skriver Dagbladet.
Østrig har ligeledes disse miljøzoner, hvor kun specialkøretøjer har adgang, eksempelvis i form af taxaer, udrykningskøretøjer og biler, der kører til et parkeringshus.
Kører du ind i en miljøzone uden tilladelse, kan du risikere at blive stoppet af politiet eller modtage en bøde i postkassen, efter du er kommet hjem fra ferie.
Bøden kan lyde på helt op mod 17.000 kroner, men mest almindeligt er omkring 5.000 kroner.
Og selvom der kan gå lang tid – endda op til flere år – før bøden lander på din private adresse, skal den fortsat betales, siger Linn Hogner Jahr, direktør for Forbruger Europa.
For undlader du at betale, kan bøden blive sendt videre til et inkassobureau, og dermed vil bøden ende med at blive langt dyrere.
Flere lande i Sydeuropa forbyder også pigfri dæk, der giver et bedre greb på sne og is. Til gengæld bliver dækkene også glatte og bløde i sommervarmen, hvilket giver et dårligt greb og lange bremselængder.
Så er du dårlig til at få skiftet dæk, når vinteren er slut, så er det med at få det gjort, inden turen går sydpå.
For befinder du dig i Italien med de forkerte dæk, kan det koste mellem 3.400 og 13.400 ifølge Dagbladet.
Har du planer om at køre til Spanien, skal du ligeledes være opmærksom på, at dine dæk kan klare samme tophastighed, som er angivet i køretøjets registreringsbevis.
Kan din bil eksempelvis køre 210 km/t, mens dine dæk kun kan klare 190 km/t, kan det koste en bøde.