Skal du rejse med Finnair mandag 19. maj, er der risiko for, at din flyafgang er aflyst.
Ifølge yle.fi skriver selskabet i en pressemeddelelse, at 110 flyvninger er aflyst som følge af strejke, hvilket vil påvirke omkring 14.000 kunder.
Derudover skriver Finnair, at der arbejdes på at ombooke de berørte passagerer til alternative flyafgange.
Arbejdsnedlæggelsen vil forstyrre blandt andet ground services, catering og bagagehåndteringen i lufthavnen i Helsinki.
Finnairs udmelding kommer efter, at den finske luftfartsunion (IAU) varslede strejke – gældende fra 19. maj.
IAU, som repræsenterer de ansatte, har været i gang med overenskomstforhandlinger med arbejdsgiverforeningen siden slut januar, men forhandlingerne er gået i hårdknude.
Ifølge luftfartsunionen kan der være flere arbejdsnedlæggelser i vente, hvis ikke der bliver enighed om en aftale med arbejdsgiverforeningen.
I så fald vil medarbejderne strejke fredag 30. maj og mandag 2. juni.
