Tyrol i Østrig er mere end lederhosen. Tyrol er med sine mægtige bjerge og rivende floder også et mekka for outdoor-entuasiaster.

Paragliding
Tyrol i fugleperspektiv er betagende, følelsen af at være vægtløs er berusende, og adrenalin-kicket, når man løber ud over bjergskrænten, er næsten bedre end sex.

Næste side: Rafting og klatring


Løbe er kodeordet. For paragliding er flyvning, hvor man kommer i vejret ved at benytte opdriften fra de skrænter og bjergkanter, som Tyrol er spækket med. Og selv om man er udstyret med en tandem-instruktør – dette er en tomands-sport, hvis man er begynder – slipper man ikke for at løbe. Så efter via en svævebane at være kommet op til skrænten, hvorfra turen starter, og behørigt iført heldragt, hjelm og det seletøj, der skal fragte os sikkert ned gennem luften, følger et foredrag om vigtigheden af at lægge alle løbekræfterne i, når vinden tager fat i skærmen.

»1-2-3-ruuuuun!« råber instruktøren, der er spændt fast bag mig.
Jeg løber, et skridt, to skridt.
»Vuuuush,« lyder det fra skærmen, da vinden fanger den, og vi bliver trukket tilbage med et træk, der skubber luften ud af lungerne på mig.
»Ruuun!« råber instruktøren igen.

Hele verden under os
Og jeg løber igen, et skridt til – og så er vi i luften. Svæver hen over græsset og videre ud over bjergkanten. Under os ligger hele verden. Eller i hvert fald Ötzdalen, men den er smuk nok til at føles som alt, hvad man behøver lige nu.
Tyve minutter tager det at komme ned i jordoverflade-niveau. Det føles som to, især da instruktøren efterkommer mit ønske om at flyve i sindssyg fart i ottetaller, og det hele går så hurtigt, at bjergene bliver til et slør for øjnene. Vi lander uden at vælte, og jeg har lyst til at råbe alt, hvad jeg kan: En gang til!

Info:
Der er mere end 15 steder i Tyrol, hvor man kan prøve paragliding. Det kræver ingen forkundskaber, men forholdsvis god form, da man sammen med tandeminstruktøren skal løbe ud over skrænten, så skærmen kommer i luften.  Priser fra 95 euro med Öetz Air for omkring en halv times reel flyvetid. Der kan flyves hele året.
www.oetz-air.at

Canoying
Hvordan nogen fandt på, at det at rappelle, vandre, svømme, springe og rutche ned gennem en klippefyldt slugt fyldt med strømmende vand, skulle være en ekstrem-sport disciplin, vides ikke.
Men det er ekstremt sjovt.
Iført den rette dress code – våddragt, vandrestøvler, hjelm og sikkerhedsudstyr – starter vi lige på og spændende ved at fire os baglæns ud fra en bro og 20 meter ned i den brusende flod.

Vi vandrer over klipper, gennem stille vand, gennem knapt så stille vand og gennem vandfald, der vælter ned fra toppen af kløften, der tordner sig op på begge sider af os.
Rutsjer, på den dertil indrettede gummi-anordning, der minder usandsynlig meget om en ble, på vores dragt, ad naturskabte rutsjebaner ned gennem klipperne i strømhvirvler, som tvinger os helt ned under vandet. Og resulterer i litervis af iskoldt flodvand, der vælter ud under hjelmen og ned over ens grinende ansigt, når man fortumlet dukker op over vandoverfladen igen.
Rappeller ned over klipperne, der hvor der er for stejlt eller for langt ned til, at man kan klatre på hænder og fødder. Ofte med landingsplads i floden, og med et ordentligt plask, fordi guiden, der dirigerer rebet fra toppen af klippen, for adrenalinens skyld giver slip et par meter for tidligt, så vi suser ned mod vandet.

Uden fortrydelsesret
Hopper ud fra klippeafsatser, hvor vandet har samlet sig i naturskabte swimmingpools nedenfor, og hvor det er sikkert at hoppe i. For tøsepigerne, der ikke tør hoppe ud i det uvisse – heriblandt undertegnede – er det nogle steder også muligt at klatre ned. Men som udgangspunkt er canoying en disciplin uden fortrydelsesret, turen går nedad og kun nedad.
Det er grænseoverskridende, det er vådt, det er vildt, det giver skrammer. Men det er vanvittigt sjovt.

Info:
Tyrols kløfter og slugter er oplagte til canoying på alle niveauer, fra begynderbanen til den ekstreme, hvor vand- og højdeskræk er et no-go. På alle ture skal man kunne svømme. Få en vild smagsprøve på canyoing på »short & soft« ruten, som varer tre timer og koster 52 euro.
www.feelfree.at

Næste side: Rafting og klatring