Cykeludlejning og tablets på værelset er vigtigt - men velvære er det, vi danskere helst vil have, et hotel skal tilbyde.

Selvforkælelse med varme spabade og afstressende massage er det, som flest danskere nævner, når de skal prioritere, hvad fremtidens hoteller skal satse på.

Hotels.com har spurgt sine brugere, og af de 1.500 besvarelser fra hele landet er der flest, 34 pct., som ønsker velvære med spa og massage. Kun 11 pct. er dog interesseret i skønhed i form af et område med gratis kosmetik og styling-produkter.

20 pct. vil også gerne have cykeludlejning på hotellet. Nok ikke så meget af miljøhensyn, som fordi cykeltransport er bekvem. I hvert fald er der kun 11 pct., der tænker på miljø i forbindelse med bl.a. maden på hotellet og dermed ønsker hjemmedyrket mad. 14 pct. gerne vil have mulighed for at kunne låne en el-bil på hotellet.

Læs også: Fem gange wellness i Skåne

Højt på listen er også ønsket om, at der er tablets på alle hotelværelser, det vil 20 pct. gerne have. Næsten lige så mange, 18 pct., ønsker at hotellerne tilbyder streaming-tjenester på værelsernes TV.

Derimod er der ikke megen interesse for hverken bibliotek eller biograf på hotellerne. Det er der bare henholdsvis ni og otte pct., der nævner. Og shopping, det klarer vi selv. Kun fire pct. ønsker en personlig shopper som ekstra hotel-service.

Læs også: Her får du wellness på Bali