New Yorks mest berygtede bydistrikt, The Bronx, gemmer på mere end fortællingen om kriminalitet og bandekultur. Bronx tilbyder oplevelser lige fra Little Italy til grønne områder, nostalgi og musik.

Jeg spørger min svenske bekendt, om det er sikkert at tage til The Bronx på egen hånd?

»Ork, ja – jeg var der for nylig, det var rigtig hyggeligt,« siger hun og tilføjer:

»Men man tager selvfølgelig ikke til The Projects i South Bronx. Du tager op nordpå til Belmont og Ford-ham, og så vil du opleve en helt anden side af New York, måske den mest ægte.«

Underforstået, at kender man ikke nogen i South Bronx, er der ikke nogen grund til at opsøge et af de mest socialt udfordrede områder i hele New York City.

Nysgerrigheden efter at tage på dagsudflugt til det næstmindste af New York Citys fem boroughs (bydistrikter), og dét med det dårligste ry, kommer af turistkontorets kampagne, Neighborhood x Neighborhood.

NYC & Company sætter løbende spotlight på Manhattan, Staten Island, Brooklyn, Queens og så altså The Bronx, for at opfordre metropolens egne beboere til at lege turist hos deres naboer, og åbne øjnene på os andre udefra, så vi kan se, at der findes mere end ét New York.

Googler man »The Bronx«, er der stor sandsynlighed for, at der sættes lighedstegn med kriminalitet og bandekultur, men distriktet er så meget andet.

Det har fostret mange store skuespillere og sportsstjerner samt spillet en vigtig rolle indenfor populærmusik, ikke mindst som stedet, hvor først latin jazz og årtier senere rap og hip-hop kom fra, og kan desuden byde på grønne områder og finkultur.

De skiftende omgivelser

Foto: Iris
Vis mere

Jeg tager D-toget fra Manhattan nordpå, står af fire stop fra endestationen ved gennemkørselsvejen Grand Concourse, oprindeligt kendt som Grand Boulevard and Concourse.

Den blev opført i 1909 med Champs-Élysées i Paris som forbillede, designet af ingeniøren Louis Aloys Risse, og er nu registreret som historisk område på grund af mange art deco- og funkis-bygninger. Nogle er i mere forfald end andre, og generelt har området set bedre tider.

Rundt om hjørnet, på Fordham Road, er det lidt det samme, selv om der i nyere tid er bygget forbrugspaladser og specialbutikker som Dr. Jay’s, hvor især de store, kendte mærkevarer inden for sneakers, jeans og sportstøj, som ikke fås billigere i New York City end her, tiltrækker kunder fra de andre boroughs, og som har fået NYC & Company til at fremhæve det som attraktivt detail-distrikt for turister.

Jeg kunne have taget buslinje BX12 østpå for at komme til mit bestemmelsessted, men foretrækker gåturen videre ned ad Fordham Road. Det er sjovt at se den skifte karakter for hver sidevej, man passerer, og ved Third Avenue begynder det mere at ligne smalltown America end et af storbyens pulserende kvarterer.

Det skyldes til dels Fordham University, et anerkendt privat katolsk universitet under jesuitterorden, som blev grundlagt i 1907 og traditonen tro har en kæmpestor grøn campus omkring sig, og dels de mange villaveje med træer langs fortovet, som er etableret indenfor de sidste 100 år.

Det multikulturelle kvarter

Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

I starten var det lokale indianerstammer, som holdt til her på fastlandet mellem Hudson-floden og East River, men i 1639 blev den første europæiske emigrant registreret, da Jonas Bronck fra Småland i Sverige slog sig ned i den dengang hollandske koloni og lejede store jordarealer på sydspidsen af distriktet, tæt på Harlem-floden, for at drive landbrug.

Selv efter hans død fire år senere refererede engelske og hollandske bosættere til det som Broncks land og Broncks flod, og udtalen hængte ved, selv om stavningen ændrede sig med tiden og til sidst bare blev til The Bronx.

Mange forskellige folkeslag slog sig derefter ned i dette nordlige distrikt. I dag er over tre fjerdedele af indbyggerne af latinamerikansk, spansk og afro-amerikansk oprindelse, mens kun ti pct. har baggrund i Europa. Af dem er italienerne den største gruppe, og man siger, at det er som at træde direkte ind i et lille Italien, når man drejer om hjørnet ved Arthur Avenue.

Det er da også denne gade, der bliver markedsført som den helt store lokal-oplevelse på disse kanter, og allerede ved Lorillard Place dukker de første stolte bannere op med »benvenuti« og »Little Italy in The Bronx«, og nede på Arthur Avenue i krydset ved 187. street er de italienske farver malet på asfalten, så man ikke er i tvivl om, hvor man er.

Der hænger flere il Tricolore end Stars and Stripes fra de karakteristiske brandtrapper udenpå murstenshusene, og man skal ikke gå mange skridt, før end duften af brød, ost, pølser og skinker kildrer næseborene. De mange fødevarebutikker er sammen med restauranterne kvarterets egentlige seværdigheder.

Nu til dags handles de fleste varer indendørs, men i midten af forrige århundrede var det en ren markedsgade med boder på begge fortove, og kunderne kommer stadig fra hele New York efter de gode råvarer.

I mafiaens territorie

Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Nogen har sagt, at det ikke er, som New York var engang, men snarere som New York altid har været.

De lokale gør en dyd af, at det hverken er blevet mondænt eller hipsterficeret som navne-fætteren i downtown Manhattan, og fortæller stolt, at Belmont-kvarteret har fostret skuespillerne Joe Pesci og Anne Ban-croft, og at alle de store bokse- og baseball-stjerner som Joe diMaggio, Rocky Marciano, Jake LaMotta og Yogi Berra altid spiste her.

Det var også kvarteret, hvor bosserne i mafiaen holdt til, og Genovese- og Lucchese-familierne opererer stadig på disse breddegrader, men det er især Mario Puzos »The Godfather-trilogi«, som har været med til at gøre Little Italy kendt.

Faktisk ville instruktøren Francis Ford Coppola gerne have optaget en skudscene med Al Pacino i Mario’s Restaurant, som er omtalt i romanen, men ejeren takkede nej. Han ville hellere være kendt for sin mad end et opdigtet mord.

I stedet kan man finde referencer til »The Godfather«-successen på forklæder og T-shirts, der er trykt med slogans i den karakteriske typografi.

Ellers er den bedste souvenir, man kan tage med sig hjem fra endags-udflugten, lidt ekstra på sidebenene, medmindre man vil fylde kufferten med langtidsholdbare specialiteter fra indendørsmarkedet Arthur Avenue Retail Market, delien Teitel Brothers eller specialbutikken Cerini Coffee & Gifts.

Desværre kan man ikke tage de lækre, friske fisk med hjem fra det legendariske Cosenza’s Fish Market, men han har været smart nok til at lave en østersbar på fortovet, og hvem kan ikke lige klemme et par friske Delaware Bay-østers til 9 kr. stykket ned, inden turen går videre?

5 oplevelser i Bronx

1. Natur:

Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

  • Hvad: New York Botanical Garden fra 1891 har over 1 mill. planter i haver og plantesamlinger i drivhuse fordelt på godt 10 hektar land i naturligt terræn med vandfald, søer, klipper, skov og Bronx River.
  • Hvor: 2900 Southern Blvd.
  • Med tog: Metro-North Harlem fra Grand Central til Botanical Garden Station.
  • Til fods: fra Arthur Avenue/Fordham Road ca. 10-15 minutter mod nord.

2. Kunst:

Foto: Julienne Schaer
Vis mere

  • Hvad: The Bronx Museum of The Arts blev grundlagt i 1971, men har siden 1982 holdt til i en nedlagt synagoge, som i 2006 fik en moderne tilbygning, så det nu råder over 1000 kvm. udstillingsrum med fokus på moderne kunst, som har særlig interesse for The Bronx, primært af kunstnere fra Afrika, Asien og Latinamerika.
  • Hvor: 1040 Grand Concourse.
  • Med subway: linje D fra Manhattan til 167th Street Station.

3. Sport:

Foto: Ray Stubblebine / Reuters
Vis mere

  • Hvad: Yankee Stadium er hjemmebane for det legendariske baseball-hold New York Yankees. Det originale stadion fra 1923 lukkede i 2008 og er erstattet af et nyt ved siden af med Hall of Fame. Ved indgang 6 er indrettet New York Yankees Museum med bl.a. hundredevis af bolde med autografer af store spillere.
  • Hvor: 1 E 161st Street.
  • Med subway: linje D fra Manhattan til 161st Street-Yankee Stadium.

4. Kultur:

Foto: CORBIS
Vis mere

  • Hvad: Edgar Allan Poe Cottage var forfatterens sidste hjem i 1846-49. Huset blev bygget i 1812 og har siden 1975 været administreret af et historisk selskab, som har det ført tilbage til sit oprindelige udseende, så det står som en lille tidslomme med autentiske møbler fra perioden.
  • Hvor: 2640 Grand Concourse.
  • Med subway: linje D fra Manhattan til Kingsbridge Road Station.

5. Mad:

Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

  • Fast food: Café al Mercato i Arthur Avenue Retail Market i nr. 2344 har salater, pizza og pasta.
  • Frokost og middag: Roberto’s Restaurant, 603 Crescent Ave., Blue, 2356 Arthur Ave., Ann & Tony’s, 2407 Arthur Ave., Trattoria Zerro Otto Nove, 2357 Arthur Ave., Enzo’s, 2339 Arthur Ave., Mario’s Restaurant, 2342, Arthur Ave. serverer alle den ægte solide vare.
  • Bar: Bronx Beer Hall i Arthur Avenue Retail Market i nr. 2344 har mikrobrygget øl og vin fra staten New York samt panini og pizza.
  • Dessert: DeLillo Cafe & Pastry Shop, 610 E 187th Street, har alt til den søde tand.