På et område kun lidt større end Jylland samler Vancouver Island det bedste af det vestlige Canada: Et mildt klima, storslået natur og god mad. Berlingske guider til store oplevelser på den canadiske stillehavsø.

Vancouver Island er det vestlige Canada samlet i én overskuelig suppeterning.

Har man travlt, kan turen fra hovedbyen Victoria på øens sydligste spids til vildmarken i nord gøres på mindre end otte timer i bil, men det er meget mere fristende at bruge en uge eller to.

For mellem nord og syd byder øen på alt fra klassisk afternoon tea og vin fra lokale producenter til et væld af udendørs aktiviteter, sjælden regnskov og det mægtige Stillehav.

Vi guider her til fire oplevelser, man uanset hvor lidt eller hvor meget tid, man har, ikke må gå glip af på Vancouver Island.

Canadisk strandferie

I Tofino – for enden af vejen på Vancouver Islands vilde vestkyst – leves livet med naturen som bagtæppe.

De store bølger, der brager mod kilometervis af hvid sandstrand og vild kystlinje, tiltrækker surfere fra hele verden. Og med bruset som lydtapet kan folk med forkærlighed for lange ture på stranden beundre farverige vandmænd, søstjerner og uendeligheden i udsigten over Stillehavet, hvor næste stop er Japan.

Bortset fra når vinterstormene raser, er klimaet i Tofino mildt. Her er sjældent meget varmt eller meget koldt. Til gengæld giver beliggenheden mellem øens centrale bjerge og havet disede morgener, støvregn om sommeren og regn – masser af regn – om vinteren.

I alt falder her omtrent tre meter om året. Til sammenligning får storbyen Vancouver på fastlandet kun halvt så meget.

Tofino og Pacific Rim National Park er rige på dyre- og fugleliv.
Tofino og Pacific Rim National Park er rige på dyre- og fugleliv. Foto: Scanpix
Vis mere

Det fugtige klima skaber grobund for en af verdens få tempererede regnskove, der begynder, hvor stranden slutter.

Douglasgraner og enorme gamle røde cedertræer – nogle har stået her i mere end 1.000 år – tårner sig op i tågen, og i den skyggefulde og fugtige skovbund gror bregner og tyk mos. Og så er her helt tyst.

Det kan man opleve på en tur ad en af de mange gangstier, der beskytter den fredede skov og de gamle cedertræer, der er hellige for øens oprindelige befolkning, og samtidig gør skoven tilgængelig for de fleste.

Fjordene og øerne omkring Tofino og Pacific Rim National Park er rige på dyre- og fugleliv, og fra marts til oktober er der god mulighed for møde pukkelhvaler, gråhvaler, spækhuggere, sæler, søløver, sorte bjørne, havørne, ulve, oddere og flere end 200 forskellige havfugle i deres naturlige habitat.

Læs mere:

Den (lille) storby

Med sine omtrent 350.000 indbyggere er Victoria Vancouver Islands største by og samtidig hovedstaden i provinsen British Columbia.

Den hyggelige by har en umiskendelig britisk accent. Den er opkaldt efter Dronning Victoria, der regerede, da byen blev grundlagt som britisk koloni i 1843, og The Empress – et imponerende hotel fra begyndelsen af forrige århundrede – ligger som byens vartegn med udkig over den livlige havnefront.

Her er der siden 1908 dagligt blevet serveret klassisk britisk afternoon tea.

The Empress og havnen er et godt udgangspunkt for at udforske Victoria nærmere. For eksempel på British Columbias imponerende parlament, hvor skuespillere klædt ud som historiske personer giver et underholdende indblik i provinsens historie.

Lige over for kan besøgende på The Royal BC Museum blive klogere på provinsens naturhistorie og det oprindelige folk, der menes at have levet i British Columbia 15.000 år, før spanierne kom sejlende hertil i slutningen af 1500-tallet.

Government street er en ganske befolket gade, specielt i sommermånederne.
Government street er en ganske befolket gade, specielt i sommermånederne. Foto: Scanpix
Vis mere

Man kan også slentre ned ad indkøbsgaden, Government Street, og f.eks. lade sig omslutte af kærlighed til bøger og kvalitet i den uafhængige Munro Bookshop, der er grundlagt af nobelprismodtager i litteratur, Alice Munro.

Ikke langt derfra ligger Canadas ældste Chinatown.

Under guldfeberen i 1858 husede den mere end halvdelen af Victorias befolkning. I dag er bydelen meget mindre, til gengæld hører den til blandt de historisk bedst bevarede i landet.

Ud over traditionelle fødevarebutikker byder kvarteret i dag på renoverede baggårde og smalle smøger med små forretninger og hyggelige cafeer.

Victoria er også kendt som »City of Gardens.« Det milde klima skaber gode betingelser for smukke haver, og byen er mange steder pyntet med overdådige blomsterarrangementer.

Bl.a. i Beacon Hill Park, en 75 hektar stor grøn og blomstrende oase, hvorfra man har en fin udsigt over Juan de Fuca Strædet til bjergkæden Olympic Mountains i den amerikanske stat Washington.

Læs mere:

Gastronomi

Canada er et temmelig overset land på de europæiske vinkort, men har faktisk adskillige fine vinproducerende områder.

Et af dem er Cowichan Valley, der ligger en lille times kørsel nordøst for Victoria.

Navnet Cowichan menes at stamme fra den oprindelige befolknings udtryk quw’utsun, der betyder »et varmt sted«, og det passer godt, for på sommerdage kan Cowichan minde om det sydlige Frankrig.

Her blomstrer den lokale produktion af mad og vin, og over de seneste årtier er vingårde, økologiske landbrug, frugtplantager og små, innovative fødevareproducenter knopskudt i området – alle med fokus på det friske, sæsonbetonede, lokale og bæredygtige.

Klimaet er særligt velegnet til Gewürtztraminer og Pinot Noir, men her produceres også frugtvine, cider, brombærportvin og brandy.

De fleste vingårde ligger tæt på hinanden og tilbyder smagsprøver. Hold øje med »Wine Route« og »Tasting Room Open«-skilte på vejen.

Farmer’s Market i byen Duncan. Det finder sted hver lørdag og der tilbydes mange små smagsprøver.
Farmer’s Market i byen Duncan. Det finder sted hver lørdag og der tilbydes mange små smagsprøver. Foto: Scanpix
Vis mere

Andre kulinariske højdepunkter inkluderer lokalt produceret balsamico, ost, mel af gamle hvedesorter, brombær, vilde svampe, fisk og skaldyr.

Et godt sted at få smagsprøver er på regionens største Farmer’s Market i byen Duncan. Det finder sted hver lørdag.

Bagefter kan man beundre de mere end 40 totempæle, der står rundt om i byen, og besøge det lokale First Nations kulturcenter og blive klogere på den oprindelige befolknings håndværks- og madtraditioner. Riverwalk Café, der hører til centret, serverer dejlig laks og brombærtærte.

Nyd middagen eller en is til udsigten af huse på pæle, fiskekuttere og farverige husbåde i den lille kystby Cowichan Bay, der ligger i smult vande ved Cowichan-bugten.

Byen er en del af Cittaslow-bevægelsen, der – som navnet antyder – handler om at sætte farten ned og fokusere på det enkle liv.

Og når man absolut ikke kan have mere i maven, kan man motionere nogle af kalorierne af med for eksempel en havkajaktur.

Læs mere:

Aktiv ferie

Godt 200 kilometer længere mod nord kalder eventyret i Campbell River, der er en god base for friluftlivets glæder.

Hjelmklædte mountainbikers drøner lykkeligt rundt på et stort netværk af spor i de stedsegrønne skove i området – bl.a. i Snowden Demonstration Forest, der med mere end 100 km spor, er velegnet for både begyndere og mere rutinerede ryttere.

Også lystfiskere strømmer til byen, der er kendt som »verdens laksehovedstad« for at få en Stillehavslaks på trofælisten.

Fra juli til oktober kan lakse-entusiaster – og turister, der gerne vil prøve noget lidt anderledes – få den unikke oplevelse at rafte over eller snorkle blandt hundredtusindvis af glinsende Stillehavslaks, der hvert år kæmper sig op ad Campbell-floden for at gyde i de samme strømme, de selv kom til verden i.

Naturområder er der rige muligheder for at besøge i Canada.
Naturområder er der rige muligheder for at besøge i Canada. Foto: Birgitte Therkelsen
Vis mere

Knap en times kørsel vest for Campbell River søger vandreglade den friske luft og stilheden i hjertet af vildmarken i den mere end 100 år gamle Strathcona Provincial Park.

Her ligger øens højeste tinde Golden Hinde (2.200 m) og Canadas højeste vandfald Della Falls(440 m), samt kilometervis af vandrestier og ruter, fra de korte på under 500 meter til +16 km.

To områder, Buttle Lake og Forbidden Plateau, har faciliteter for besøgende, mens resten af parken er rent vildnis og primært appellerer til erfarne vandrere.

Er man ikke det, kan man finde vej til Strathcona Park Lodge & Outdoor Education Centre, som tilbyder alt fra dagsture til flere dages vildmarkseventyr inklusive klatring, kanoture og bjergbestigning.

Stedet har også programmer specielt for bedsteforældre og deres børnebørn.

Læs mere: