Et naturfænomen i havet vest for den caribiske ø Tobago, som (måske) inspirerede Daniel Defoe til sin location for Robinson Crusoes skæbne, har gjort en lille pyt vand til den store turistattraktion.
Det er lige så magisk, som det ser ud på billedet.
Så snart vores glasbundsbåd glider ind over kanten på den hvide koral-banke og den lave vandstand reflekterer himlen og solen, så poolen ser næsten unaturlig turkis ud som, ja, en swimmingpool, sker der noget.
Vandet er så dragende, at alle stimler sammen agter. Nogen kan slet ikke vente og tager den fra rælingen, mens vi andre én efter én plumper i fra bådens bagsmæk og straks mærker blødheden i det meget salte vand. Måske fordi kaptajnen lige har afsløret en af myterne om dette naturfænomen: at du bliver ti år yngre efter en tur i baljen.
»Hvad venter vi på?!« lyder det fra de fleste kvinder.
Vi er kommet ved The Nylon Pool i det caribiske hav. Efter de lokales eget udsagn verdens mest berømte sandbanke, som har været med til at give ø-staten Tobago ry som et Bounty-land, fordi kysten også er spækket med lækre, lyse sandstrande og høje palmer svajende fotogent ud over de stille bølgeslag af vand i alskens blå nuancer.
Men intet slår altså The Nylon Pool, hverken i farve eller vandkvalitet. Og så det faktum, at dette naturfænomen ligger midt ude i vandet. Men inden vi kommer dertil, skal vi lige forbi den anden store attraktion på disse tropiske breddegrader, det farvestrålende Buccoo Reef.
»Picture perfect«
Eventyret begynder ved en anden verdensrekord, igen ifølge de lokale turistmyndigheder. Vores båd afgår fra den mest fotograferede anløbsbro, hvis primitive palmebladstag giver den perfekte silhuet i al slags vejr til selfie-kontoen eller det analoge fotoalbum.
Her ved Pigeon Point på øens sydspids ligger de psykedeliskfarvede turbåde med en dansende kaptajn og kæmpehøjttalere på taget, der bryder stilheden med reggae, soca og caribisk rap, der ikke lyder lige så vred som det amerikanske forbillede, men det er også svært at være vred her, med denne udsigt.
Først sejler han hen over Buccoo Reef, og hvor der er lavvande, må vi nøjes med at kigge på de farvestrålende flade fisk gennem glasbunden, men hvor det bliver dybere, får vi lov til at trække i snorkel og svømmefødder.
Her kan man ved selvsyn opleve den forunderlige undervandsverden, som har fået den anerkendte dykker og oceanograf Jacques Costeau til at kalde det for verdens tredje mest spektakulære koralrev med sine 40 forskellige arter.
Prinsessens pool
Med alle mand ombord igen fortsætter vi på en kort sejlads mere, for at nærme os det magiske turkise vandhul. Det ligger kun halvanden kilometer fra land, men det føles vitterligt som midt ude på det store ocean. Den nøgterne forklaring er, at det er en forhøjet banke af knust koral og sand, som lyser hvidt under vandet, og det er så lavt, ca. en meter, at voksne kan bunde.
Vi spørger hinanden, hvorfor det virker så dragende, så sanseligt, det er jo bare vand, og så alligevel ikke, men kan ikke rigtig give andet svar, end at det er denne cocktail af lys, farver og fornemmelse af noget uberørt, der virker så forførende. Og derefter kommer det åbenlyse spørgsmål: hvorfor i alverden hedder noget så smukt og naturligt så The Nylon Pool?
Forklaringen er, at da den engelske prinsesse Margaret i 1960 tog på en seks-ugers bryllupsrejse i Caribien med sin ægtemand, Lord Snowdon, anløb den kongelige yacht Brittania også Tobago, og hun blev lige så begejstret for den naturlige pool midt i havet, som alle før og efter hende. Hun fik æren af at navngive den, og det blev til The Nylon Pool.
Der er flere versioner af historien, men det skulle angiveligt være fordi det delikate vand mindede hende om nylonstrømper, nylon-line eller nylon-stof, for dengang var det syntetiskemateriale noget af det mest hotte.
Et inspirerende sted
Det er svært at løsrive sig efter at have ligget i blød i tre kvarter, men vores lille odyssé fortsætter til Bon Accord-lagunen, hvor en ubeboet strimmel sand kaldet No Man’s Land med palmer og buske er næste mål.
Da vi er på vej ind på stranden, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på Robinson Crusoe, for jeg har læst et sted, at Tobago muligvis var forfatteren Daniel Defoes inspiration til den øde ø i romanen om den skibbrudne kaptajn.
Han nævner Orinoco-floden, der løber gennem det nærliggende Venezuela, og udsigten til nabo-øen Trinidad, så det kunne jo være rigtigt, selv om andre øer vest for Chile er udnævnt til at være de faktiske, fysiske rammer for en strandet søkaptajns skæbne, som også inspirerede forfatteren.
Vi ved, at Robinson Crusoe ventede 28 fortvivlede år på endelig at blive samlet op af et engelsk fartøj, der bragte ham tilbage til England i 1687. Han havde sit at kæmpe med, ensomhed og fjendtlighed fra lokale kannibaler, uanset hvilken ø det var.
Det mærker vi ikke noget til, da vores lille selskab bliver budt pånygrillede fisk og kylling med diverse salater og frugt på en interimistisk strandbuffet – og selvfølgelig masser af rompunch – mens båd-diskoteket spiller Bob Marleys »Is This Love« fra knapt 300 år efter Crusoes redning som passende lydtapet til en oplevelse, der er ret tæt på paradisisk.
Vi føler os meget velkomne. Det vil man gerne rejse langt for.
Rejseliv var inviteret af Trinidad-Tobago Tourism Development.
