Det tropiske ørige Tonga er et af de få steder på kloden, hvor man kan snorkle med pukkelhvaler – og når et pattedyr så langt som en bus brummer på havbunden, kan man mærke vibrationerne i kroppen
Det enorme pattedyr pruster. En søjle af vanddamp på flere meter ryger op i luften, da åndehullerne når overfladen, og kun den stumpede rygfinne og toppen af hovedet kommer til syne. Den mørke kæmpe svømmer roligt langs båden. Pukkelhvalen sender en ny vandsky mod himlen og gør klar til endnu et dyk. Haleroden krummes, og den vingeformede finne er det sidste, som forsvinder ned i dybet.
Hele formiddagen har vi sejlet rundt ved øgruppen Vava’u i Tonga og spottet vandsprøjt og rygfinner. Men selv om det tropiske havvand er en populær yngleplads for pukkelhvalerne, er vores drøm endnu ikke gået i opfyldelse: at snorkle side om side med de store pattedyr.
Over radioen får kaptajnen et tip fra en fiskerbåd om, at en hval ’synger’ på havbunden et par kilometer væk. Vores guide smiler, og vi trækker i våddragterne og gør snorkel og dykkermaske klar.
Mellem juni og oktober strømmer pukkelhvaler til det varme havvand omkring Tonga i den sydlige del af Stillehavet for at parre sig eller føde deres kalve.
De op til 18 meter lange hvaler rejser hvert år flere tusinde kilometer frem og tilbage mellem Antarktis og det tropiske klima nær ækvator.
Pukkelhvalerne i Oceanien svømmer i løbet af deres levetid, hvad der svarer til at rejse til Månen tur/retur. Den længste vandring på verdensplan foretaget af en pukkelhval er næsten 10.000 kilometer – fra Brasilien til Madagaskar ved Afrikas østkyst.
Får voksne mænd til at græde
Påhængsmotorer brøler bag på den hvide båd, mens vi sejler af sted. Et britisk par tester deres undervandskamera en sidste gang, mens en teenagedreng justerer sin snorkel. Alle sidder uroligt i sæderne.
Da vi ankommer, har pukkelhvalen netop taget en dyb indånding og er dykket ned på bunden. Om cirka 15 minutter blotter den igen næseborene i overfladen, men indtil da har vi muligheden for at høre pattedyrets unikke sangstemme.
Selv fra båden kan vi ane lyden af de mærkelige toner, som hvalen udbasunerer fra dybet. Kun hannerne synger – primært for at tiltrække hunnerne, men også for at skræmme rivalerne. Sangene kan høres adskillige kilometer væk under vand, og koncerterne varer typisk 10-20 minutter, men kan gentages i timevis.
Vores guide inddeler os i to grupper af fire personer – kun et hold må være i vandet ad gangen – og hun fortæller, at mødet med hvaler- ne kan få selv voksne mænd til at græde.
Guiden ifører sig våddragt, svømmefødder og snorkel og glider lydløst ned i vandet for at finde pattedyret. Vi sidder klar på kanten af båden og venter på signalet til at springe i. Hendes arm ryger i vejret.
Vi vugger som korkpropper i havoverfladen – alle fire turister og guiden i én stor klynge. Solen kaster søjler af lys ned i det azurblå vand, og for enden af strålerne kan vi skimte den hvide underside af halefinnen. Koncerten er i gang.
Intimkoncert under havets overflade
Pukkelhvalens sang er et virvar af brøl, grynt, hyl, skrig og klynk, og pattedyret kan tydeligvis både begå sig som bas og tenor. Lange, dybe toner fylder havet, og nogle udbrud er så kraftige, at jeg kan mærke vibrationerne i brystkassen. Den brummende hval lyder som en ko, der ’muher’.
I pauserne mellem tonerne kan jeg kun høre mit eget åndedræt i snorkelen.
Efter et par minutter skifter hvalen til korte grynt og derefter til skarpe pibelyde. Som når man langsomt lukker luften ud af en ballon. Jeg får vand i munden, fordi jeg smiler i snorklen. Hvalens sang er surrealistisk, dragende og komisk på samme tid.
Pukkelhvalen begynder efter 10 minutters intimkoncert at lægge an til en ny vejrtrækning og stiger langsomt op fra dybet under os. I et kort øjeblik tænker jeg, om den enorme spækklump mon har set sine tilskuere. Om vi nu bliver ramt af et pattedyr, der kan have samme vægt som otte afrikanske elefanter og have længden af en bus. Bare hjertet kan veje små 200 kilo.
Men sangstjernen har styr på situationen og forlader sin scene uden drama. Yndefuldt glider den op til overfladen og svømmer forbi os. Øjet er lukket. De takkede finner strækker sig ud fra hver side af kroppen som to store vinger. Hvalen giver et par sidste grynt, og vi er kun få meter fra at kunne røre ham. Nu kan jeg ikke engang høre min egen vejrtrækning længere.
»Wuhuu,« råber jeg med armene i vejret, da jeg puster ud i havoverfladen. Min veninde griner af glæde og giver vores guide et stort kram. Selv guiden virker euforisk. Det britiske par er stille og skal lige fordøje oplevelsen. Smilene forsvinder ikke fra vores ansigter resten af dagen.
