Et besøg i det populære tigertempel nord for Bangkok i Thailand er en oplevelse for livet. Det er for vildt at sidde helt tæt med en tiger og mærke dens bløde pels og stærke muskler. Men måske er det også for meget. Måske er templet en turistfælde, der bringer tigerne i en uværdig situation og gør dem mere skade end gavn.
Med en kampvægt på mere end 100 kilo, fire store poter med i alt 18 kraftige kløer og cirka 30 tænder i et par kæber så stærke, at de let kan knuse knogler og kranier, er tigeren alt andet end en kælemis.
Men der ligger den altså, dræberen, menneskeæderen og kongen af Asiens skove, dvask og døsig med sit tunge hoved i mit skød. Ved siden af mig sidder min datter og klapper forsigtigt en anden tiger, det samme gør min søn, og rundt omkring mig ligger der ikke bare tre, men måske 20 tigre, der alle bliver nusset af turister.
Det er for mærkeligt det her, at være i nærkontakt med nogle af verdens største, landlevende rovdyr, at mærke deres puls, deres bløde, tætte pels, deres råstyrke og urkraft. Men den er god nok. Her sidder jeg, omgivet af tigre, i det berømte – eller berygtede – såkaldte tigertempel ved byen Kanchanaburi omkring fire timers kørsel nordvest for Thailands hovedstad Bangkok.
Læs også:
Templet hedder Wat Pha Luang Ta Bua på thai og huser så mange som 120 tigre. Nogle er født og opvokset i templet, andre er kommet dertil som en slags naturens hittebørn. Templet fik sin første tiger i 1999, en unge fundet af lokale landsbyboere, efter at det var blevet grundlagt i 1994 som et skovtempel og refugium for vilde dyr. Siden kom flere tigre fra naturen til, men ifølge templet avler det i dag udelukkende tigre.
Klappe en tiger med god samvittighed?
Gennem alle årene har der været debat om templet, og hvordan det har fået fat i de mange tigre. Det er blevet beskyldt af at misrøgte de store katte, deltage i ulovlig tuskhandel med unger, ligesom det er blevet kritiseret for ikke at ville deltage i internationale og anerkendte avlsprogrammer. Ifølge kritikere ved templet ikke, hvor alle dets dyr stammer fra, og hvilke underarter de tilhører.
Dermed risikerer templet at parre indokinesiske tigre med malaytigre, hvilket ifølge kritikerne kan føre til såkaldte hybrider, der er unaturlige krydsninger af naturlige underarter.
Dermed er et besøg i tigertemplet et af flere eksempler på de etiske dilemmaer, turister står i, når de besøger thailandske attraktioner, der på den ene eller anden måde har noget med dyr at gøre.
Således lever de mange elefanter, som turister rider rundt på, ofte et så kummerligt liv i lænker, og at sorgen næsten står at læse i deres øjne. Men en ridetur på en elefant er ikke desto mindre et must for mange turister i Thailand. Det samme er de spændende og livlige markeder, hvor skildpadder, fugle, kaniner og alskens andre kræ bliver behandlet på en måde, der kun kan beskrives som dyrplageri.
Eller de sjove slangeshows, hvor kongekobraer må finde sig i noget så uværdigt som at blive suttet på, slugt langt ned i halsen af slangemennesker og andre obskøniteter.
Noget, der bare minder om tigertemplet, ville være ligeså utænkeligt i Danmark som vilde tigre i de nordsjællandske skove. Men Thailand er Thailand, og Wat Pha Luang Ta Bua er en god forretning, der trækker turister til fra hele verden.
Tigerne tager hvor dag imod hundredvis af gæster. Rundt omkring i en stor, åben grotte ligger kattedyrene og slumrer eftermiddagen væk i kraftige lænker. I små hold bliver turisterne lukket ind i grotten, hvor de får lov at sidde lidt ved siden af kattene og posere. De må ikke selv tage billeder, men skal aflevere dem til de mange guider i lyserøde trøjer, der knipser løs for dem.
Mod ekstra betaling, cirka 200 kroner, kan familier blive lukket ind i grotten, få taget fællesbilleder med tigerne og så ellers bevæge sig rundt fra tiger til tiger med museskridt som i »Nu er det jul igen« i slowmotion for ikke at vække de store kattes nysgerrighed.
De virker bare ikke nysgerrige. Guiderne må af og til hive hårdt i lænkerne og losse bondemandsagtigt til dem for at få dem til at ligge rigtigt, når der skal tages billeder. Men tigerne er ligeglade. De gaber højst lidt og lukker øjnene igen.
Læs også:
Det virker forkert. En tiger er da et årvågent, egenrådigt og altid kampklart rovdyr, der i ensom majestæt regerer de asiatiske skove fra Indien og Bhutan til Sibirien og Sumatra. Et rovdyr, hvis brøl i tropenatten får sambarhjorten til at sitre af nervøsitet. Et rovdyr, som mennesker frygter, respekterer, hader og eftertragter.
Men ifølge templet ligger tigerne bare og hviler. De har fået kogt kylling, tørfoder eller kosttilskud, og efter en travl formiddag med træning uden lænker, slapper de af. De er ikke dopede, understreger såvel templet som de mange frivillige fra Vesten, der gennem årene har arbejdet der.
Helt forkert bliver det, da en munk i orange dragt, efter besøgstimerne er forbi, og tigerne skal tilbage i deres indelukker, giver en velvoksen hantiger sutteflaske. Ja, sutteflaske, og rovdyret står på bagben i bare iver efter at få lov at patte løs af flasken.
At være i nærkontakt med tigere
Jeg burde være blevet væk. Tror jeg nok. Det er ikke i orden. En tiger kræver respekt, ikke sutteflaske. Tigre hører til i naturen eller om ikke andet i en zoologisk have, hvor de kan forsøge at leve et så naturligt liv som muligt. Men min datter ville så gerne besøge templet, jeg er nysgerrig, og indrømmet, det er altså for vildt at være i (fredelig) nærkontakt med en tiger.
Det er et ferieminde for livet, og da mit besøg hverken gør fra eller til, kan jeg vel ligeså godt prøve at hænge ud med de store katte. I øvrigt ser tempeltigerne godt ud, blank og fast pels, velnærede og stærke tænder.
Problemet er bare, at ingen rigtig ved, hvad der op og ned med tigerne i Wat Pha Luang Ta Bua. Templet er bl.a. blevet beskyldt for at misrøgte tigerne af organisationen Care for the Wild International. Angiveligt har kattedyrene for lidt plads og for lidt at lave i deres bure, når de ikke stiller op til fotoseancer om eftermiddagen eller træner om formiddagen.
Dertil kommer, at guiderne hiver hårdt i tigernes haler for at få dem til at makke ret eller manipulerer rundt med dem ved at sprøjte med tigerurin. Som om, det ikke er nok, er der også observeret tegn på stress. Bl.a. tigre, der konstant bider sig selv i poterne eller udviser uro.
Templet er tavst. Det kommenterer ikke anklagerne. Heller ikke beskyldningerne om, at det har udvekslet dyr med en tigerfarm i Laos, hvilket er et brud på såvel thailandsk og laotisk lovgivning som internationale konventioner. Enhver handel med tigre eller produkter fra tigre, levende som døde, er forbudt og kræver helt særlige tilladelser.
Men templet har en plan, hedder det. På sigt vil det udvide sit område med op til 120.000 hektar, således at tigerne får mere plads at boltre sig på, mulighed for at jage og dermed et mere naturligt liv.
Det kan jeg lide. At give plads til tigerne sådan nogenlunde på deres vilkår. Jeg kan også lide tanken om, at de mange lokale, kinesiske og indiske besøgende i templet stifter tæt bekendtskab med de store katte. Det er i deres lande, tigerne lever. Jo bedre de lærer dem at kende, jo mere må de vel være interesserede i at bevare dem.
Og er der noget, tigerne har brug for, er det hjælp. Deres skove forsvinder, de bliver jaget af krybskytter for alt fra deres kløer og klunker til pels og tænder, og i stort set hele Asien er de pga. befolkningstilvækst og urbanisering på kollisionskurs med mennesker. For cirka 100 år siden var der måske 100.000 vilde tigre i Asien. I dag er der ikke måske kun 3.500. I tigertemplets hjemland er der i dag ikke mere end 250, måske 300 tigre tilbage.
Det er bare ikke det, jeg tænker på, når jeg sidder med en tiger. Jeg tænker, hvor er den da smuk, hvor er den da stærk, og hvor er det da imod naturens orden, at mennesker og tigre er hud mod pels. Og hvor må det buddhistiske tempel da have været anderledes, dengang det blev grundlagt for at passe på vilde dyr. I dag er det nemlig et menageri med alskens dyr, tusinder af besøgende, boder og bras og - alt efter temperament - en turistfælde.
Besøget er på eget ansvar
Det kan godt være, at tigerne i Wat Pha Luang Ta Bua ligger og feder den hver eftermiddag. Men de er farlige, livsfarlige. Inden for få måneder har vilde tigre f.eks. dræbt 17 mennesker i Indien, og så sent som i sommer satte en tiger kløer og tænder i en engelsk pige på besøg i templets tigergrotte. Hun slap med skrækken. Derfor er et besøg hos tigerne på eget ansvar. Templet fraskriver sig ethvert erstatningsansvar.
Men hvad med mit ansvar? Hvad er det lige, jeg betaler til, når jeg som ganske almindelig turist i Thailand besøger templet? Jeg ved det ikke. Måske burde jeg lade være og gøre som bl.a. Apollo Rejser og Star Tour, der af hensyn til dyrevelfærden ikke vil arrangere ture til templet. Måske skal jeg bare nyde, at min familie og mig har prøvet noget, vi aldrig glemmer. Vi har klappet en tiger.
