Hvert år drager tusindvis af danskerne mod nord for at stå på ski. Her er specielt Norge med destinationer som Trysil, Hemsedal, Hafjell og Kvitfjell et populært valg. Men hvis du gerne vil have en billig skiferie i år, så er det nok en god idé at holde dig fra netop Norge.

Det viser en analyse fra banken Spar Nord.

Norge er nemlig gået hen og blevet en ekstra dyr destination i år. Mere præcist er Norge blevet 8,6 procent dyrere at besøge i år - og det er dermed 8,6 procent dyrere at købe alkohol, købe liftkort, handle ind i supermarkedet eller hvad man nu ellers bruger penge på på en skiferie.

Forklaringen på de dyrere forhold i broderlandet mod nord skal blandt andet findes i, at den norske krone står stærkere i forhold til den danske krone, end den gjorde sidste skisæson, men også at prisniveauet generelt er steget i Norge.

»Den norske krone er styrket med 5,4 procent overfor den danske krone, ligesom det generelle prisniveau er steget med 3,2 procent, og det gør Norge til en dyrere fornøjelse end tidligere,« fortæller cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm i en pressemeddelelse.

I udregningen fra Spar Nord slås det fast, at det vil koste en familie på fire 903 kroner ekstra over en uge, hvis deres daglige forbrug på en skiferie er 1.500 kroner.

Hvis du fortsat vil på skiferie, og det helst skal være mod nord, så har banken dog en positiv nyhed. Sverige er nemlig i modsætning til Norge blevet billigere.

Den svenske krone er faldet med tre procent, og det betyder, at den samlede prisudvikling i nabolandet gør, at det nu er 1,3 procent billigere at besøge Sverige - om man så blot skal en tur til Malmö eller på skiferie.

Forklaringen på det billigere Sverige har en lettere kompliceret, som Jens Nyholm forklarer:

»I modsætning til Danmark, hvis valuta er bundet til euroen, har svenskerne en pengepolitik, der er knyttet op til et givet mål for inflationen - altså prisstigninger i landet. Derfor bekymrer svenskerne sig i princippet ikke for den svenske krones styrke eller svaghed. Siden 2012 har inflationen været meget lav eller negativ, hvilket betyder at svenskerne har ført en meget lempelig pengepolitik, som har medført en svag svensk krone,« forklarer han.