Københavns overborgmester Frank Jensen vil ikke flyve med det irske lavprisselskab Ryanair i kølvandet på konflikten med fagbevægelsen, der forgæves forsøgte at sikre de ansatte bedre arbejdsforhold.

Heller ikke Radio24syvs populære satirefigur, seniorkorrespondenten Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra radioprogrammet Den Korte Radioavis, er meget for at flyve med selskabet, selv om hun dog satirisk påpeger én positiv ting ved det – nemlig at ikke engang terrorister gider skyde et Ryanair-fly ned.

Men der er rigtig mange andre, der gerne vil flyve med Ryanair på trods af lavprisselskabets dårlige ry.

De seneste passagertal viser, at flyselskabet har fået hele 21 pct. flere passagerer i løbet af det sidste år. Selskabet sidder altså stadig tungt på tronen som Europas største flyselskab opgjort på passagertal.

Alene i sidste måned fløj 7,7 mio. med selskabet, og i løbet af det sidste år har lavprisselskabet haft svimlende 99,9 mio. passagerer med om bord.

Flere sæder bliver solgt

Flyselskabet er også blevet bedre til at fylde flyene op. De nye tal viser, at 93 pct. af alle flysæderne i gennemsnit bliver solgt, hvilket er fem pct. flere end året før.

»Disse rekordtal skyldes vores lavere billetpriser, vores stærkere ’forward bookinger’ og den fortsatte succes for vores ’Always Getting Better’-kundeprogram, som fortsætter med at levere stærkere end forventet,« udtaler Ryanairs marketingchef Kenny Jacobs.

Forbedret platform

Inden for det næste år forventer flyselskabet at udkomme med en ny hjemmeside, en ny app, bedre mad til salg om bord og nye uniformer til deres ansatte. Om de ansatte også denne gang skal betale omkring 1000 kr. af egen lomme for deres uniform, som flyselskabet tidligere er blevet kritiseret for at kræve, røber flyselskabet ikke noget om.

Firedobling

Hverken fagforeninger, Frank Jensen eller Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm ser altså ud til at kunne stoppe fremgangen for Ryanair.

I september afslørede flyselskabet omfattende planer om at firedoble sin størrelse i Københavns Lufthavn.

I løbet af de næste fire-fem år vil Ryanair udvide i et omfang, så selskabet får op til 60 ruter og 10 mio. passagerer om året fra Danmarks største lufthavn.