Mens mange danskere tilbringer påsken med at slentre rundt i Berlins gader eller solbade på De Kanariske Øer, bruger indbrudstyvene helligdagene på villavejene.

I påsken sker der nemlig traditionelt set mange indbrud, viser en opgørelse fra forsikringsselskabet Alka. De oplever ni procent flere indbrud blandt deres kunder i påsken end på ‘almindelige’ dage. Og samme tendens gør sig gældende hos andre forsikringsselskaber.

»Generelt ser vi, at frekvensen af indbrud stiger ved alle sammenhængende helligdage og i ferieperioder. Tyvene ved, at mange ikke er hjemme i ferierne, og at sandsynligheden for tomme boliger derfor stiger,« forklarer Birgitte Ringbæk, der er presseansvarlig hos If Skadeforsikring. Danskerne pakker derfor ikke kun badetøjet og kameraet til rejsen. Frygten for, at hoveddøren er brudt op, når vi vender tilbage fra ferien, følger med ud i verden, viser en undersøgelse fra If Skadeforsikring gennemført af YouGov sidste sommer. Her svarede 61 procent af danskerne, at de frygter for indbrud i hjemmet, mens de er på ferie.

»Og indbrudsstatistikkerne viser jo, at det er en reel begrundet frygt,« siger Birgitte Ringbæk.

Kend hjemmets svagheder

Konsulent hos Forsikringsoplysningen, der samarbejder med Stopindbrud.dk, Anja Lintrup Sørensen, fremhæver, at man først og fremmest skal sikre huset eller lejligheden udefra, hvis man vil minimere risikoen for indbrud.

»Tjek, om det er svagheder ved boligens sikkerhed. Døre og vinduer skal være ordenligt sikrede mod indtrængen,« forklarer hun og peger på, at det også er en god idé at bruge låse, der gør det svært for tyven at komme ud igen og dermed slippe afsted med både fladskærm og PH-lampe.

»Man skal også undgå, at huset ser forladt ud, for så ved tyven, at der er frit spil,« fortsætter Anja Lintrup Sørensen og råder bl.a. til, at man ikke tager bilen til lufthavnen, men lader den stå i indkørslen.

Det er især genstande med affektionsværdi, elektronik og digitale billeder, som danskerne frygter, at tyvene stikker af med.

Hent hjælp hos naboen

Alligevel sikrer langt de færreste, at arvestykkerne ikke ligger frit fremme i smykkeskuffen, viser Skadeforsikringen Ifs undersøgelse, der, ligesom Forsikringsoplysningen, råder til, at de dyre og værdifulde ting bliver pakket godt væk eller ligefrem opbevaret hos naboen eller andre personer, man har tillid til.

Og i det hele taget er der god hjælp at hente hos naboen, der også kan tømme post og fylde skrald i skraldespanden for at holde ubudne gæster på afstand.

»Naboer er den bedste hjælp. De kender hverdagen på villavejen og kan se, hvis noget stikker ud, så vi anbefaler klart, at man giver besked til naboerne og laver aftaler med hinanden både for kortere og længere ferier,« siger Birgitte Ringbæk.