Pas på passet: Hvis dit pas udløber indenfor seks måneder, risikerer du i en række rejselande at blive sendt hjem direkte ved ankomsten.

Flyvetiden til Thailand kan for nogle virke lang. Men den føles først rigtig lang, når man umiddelbart efter landing bliver bedt om straks at returnere til Danmark, fordi ens pas udløber inden for mindre end seks måneder. Det kan de snakke med om hos Spies.

Se også: Har du orden i ferie-papirerne?

"Alt for mange danskere glemmer at se på passets udløbsdato, inden de tager på ferie. Sidste vinter måtte vi faktisk hver uge tage skandinaver med pasproblemer med hjem på samme fly, som de var fløjet ud med til f.eks. Thailand. F.eks. fik en sjællandsk familie på fire spoleret deres dyrebare ferie, da moderen af paspolitiet blev sendt hjem med et pas, som kun have en "levetid" på fire måneder ved ankomsten til Phuket," siger kommunikationschef i Spies, Torben Andersen.

Det er ikke kun Thailand, som kræver, at ens pas skal være gyldigt i mindst seks måneder ved indrejse (se listen herunder.)

EU-lande er mere afslappede
"Det samme gør for eksempel inderne med populære Goa, mexicanerne og egypterne. Hos sidstnævnte skal passet være gyldigt i seks måneder, når turisterne forlader landet. Også de mere nære rejsemål som Tyrkiet og Bulgarien stiller krav til passets gyldighedsperiode. Begge lande forlanger således, at passets udløbsdato skal ligge mindst tre måneder fremme ved indrejse – nøjagtig som mange krydstogt-rederier også kræver det, når passagererne går om bord," siger Torben Andersen. 

Derimod er de fleste EU-lande mere tolerante omkring gyldigheden af et dansk pas. I eksempelvis Spanien med populære De kanariske Øer og Portugal med Madeira skal passet blot være gyldigt under opholdet. Under alle omstændigheder gør man klogt i at tjekke pas- og visumreglerne for de enkelte rejselande på www.um.dk.

15 lande, hvor dit pas skal være gyldigt mere end 6 måneder:
Australien
Thailand
Israel
Egypten
Kenya
Tanzania
Rusland
Indien

Mexico
Taiwan

Peru
Brasilien
Filippinerne
Kina
Laos