Etiopien har en dramatisk natur med dybe kløfter og høje bjergtinder. I Simienbjergene er det småt med mennesker, men til gengæld kan du få selskab af de venligtsindede gelada-bavianer

Hvis man kunne trykke på en pauseknap, gjorde jeg det lige nu. Udsigten fra plateauet foran mig opfylder lige nu alle mine behov i livet. Et helt enestående bjerglandskab udfolder sig foran mine øjne – med dybe kløfter og høje tinder, så langt øjet rækker. Det er helt ufatteligt smukt.

Og så gør det ikke noget, at solen samtidig skinner pålideligt, og temperaturen ligger på behagelige 25 grader.

Simienbjergene, der ligger i den nordlige del af Etiopien, byder på en meget dramatisk natur, der blev formet for omkring 40 mio. år siden af vulkanudbrud. I 1979 blev bjergkæden fredet af UNESCO som bevaringsværdig verdensarv. Her er flere toppe over 4.000 meter, og bjerget Ras Dashen er det højeste i landet med sine 4.533 meter.

Det er muligt at komme på flere dages trekkingture i Simienbjergene med lokal guide, telt og pakæsler, men den oplevelse må vi gemme til en anden god gang. I dag nøjes vi med en tre timer lang dagsvandring, der er et af højdepunkterne på en oplevelsesmættet to ugers rundrejse i Etiopien.

På med vandreskoene

Det er skønt at få bevægelse i benene igen efter nogle timers stillesiddende buskørsel fra Gondar. Da vores minibus bliver registreret ved indgangen til nationalparken, får vi en bevæbnet ’ranger’ med om bord.

Vores guide, Teddy, beroliger os med, at det er helt ufarligt at vandre i Simienbjergene. Det gevær, rangeren har slynget over skulderen, er blot en sikkerhedsforanstaltning i det meget sjældne tilfælde, at vi skulle støde på en hyæne eller en ulv.

Jeg føler mig da også helt tryg, da vi vandrer igennem det grønne landskab i godt 3.000 meters højde, hvor naturen virker helt uberørt, og stilheden kun forstyrres af fuglesang og vindens lejlighedsvise susen. Jeg når lige at tænke, at en vandretur ikke kan blive mere fuldendt, da det pludselig viser sig, at det faktisk godt kan lade sig gøre.

Vi er nemlig nået frem til et stort og frodigt plateau, hvor en stor flok gelada-bavianer systematisk spiser sig igennem det lange græs med en imponerende højlydt gumlen. Jeg tror næsten ikke mine egne ører, men den er god nok. Når flere end 300 gelada-bavianer spiser på samme tid, så kan det høres!

Teddy har tidligere forklaret, at gelada-bavianerne udelukkende er planteædere, så vi behøver ikke at være bange for, at de går til angreb. Derfor er det også ok for os at gå så tæt på som to meter – hvis vi gør det forsigtigt og respektfuldt, så vi ikke forstyrrer dem i deres måltid.

Jeg sætter mig på hug i græsset i nærheden af to hunner, der hver især har en bedårende, lille, sort unge hængende i pelsen.

Teddy anslår ungerne til at være cirka to måneder gamle. De er fulde af spilopper og skifter utrætteligt mellem at tumle legesyge rundt i græsset mellem hinanden og at gribe fat i moderens lange, røde brystvorter for at få en tår mælk.

Ren pels

De voksne ser blot ud til at være fulde af almindelige lopper. De bavianer, der ikke høster græs med hænderne, for derefter at putte det i munden, sidder nemlig og renser hinandens pels nidkært og systematisk. Regelmæssigt er der gevinst, og lopperne puttes veltilfreds i munden som en afvekslende snack.

Jeg føler mig fantastisk privilegeret ved at sidde, her midt i et af naturens skuespil, som en umælende statist. Bavianerne lader sig ikke anfægte af vores eksistens og ser nærmest ikke ud til at bemærke, at vi sidder midt i deres mad. Men pludselig bliver idyllen afbrudt af højlydte skrig, og jeg springer op med et spjæt, ligesom en stor del af flokken også gør det.

Men kort efter spiser bavianerne ufortrødent videre, som om intet var hændt. Det var blot et par af de unge hanner, der var oppe at markere sig. Men alfahannen fik hurtigt styr på tropperne igen. Ret ind, eller forsvind, ser ud til at være den gældende lov.

De voksne gelada-bavianer er cirka 70 cm lange og vejer op til 19 kilo. Hannerne er særligt imponerende med deres store, buskede pels i brune nuancer. Men jeg kan vanskeligt løsrive mig fra synet af de små unger, der på mange måder opfører sig som menneskebørn. Kærlige, drillesyge og uimodståelige.

Vores audiens med gelada-bavianerne varer næsten en time, inden de stille og roligt trasker videre på deres færd.