Den voldsomme situation i Gaza har resulteret i et fald på 35 procent i antallet af turister i Israel. Danskerne er dog ikke skræmt væk, oplyser flere danske rejsebureauer.

Middelhav og solrige sandstrande. Helligt land for tre religioner. Israel er et populært rejsemål for såvel varmehungrende badegæster som historisk interesserede. Men konflikten i Gaza, der brød ud 8. juli, har konsekvenser for Israels turismeindustri.

Antallet af udenlandske besøgende siden konfliktens opblussen er 35 procent lavere end forventet, oplyste den israelske turistminister Uzi Landau i sidste uge. Landet havde håbet på at få besøg af flere end fire millioner turister i 2014, men det mål når det næppe.

»Det er en alvorlig sag for et land, hvis turisme udgør seks procent af bruttonationalproduktet,« tilføjede Uzi Landau i et interview med rejsenyhedssitet Standby.dk.

Nyhedsoverblik - Israel-Palæstina

Omsat til kroner og øre har det kostet cirka 2,8 milliarder i tabt omsætning for turistindustrien, oplyser Israels hotelorganisation.

Danskerne er ikke skræmt væk

Turisterne forholder sig afventende, og det kan mærkes hos bl.a. danske Felix Rejser, der i 30 år har arrangeret grupperejser til Israel.

»Siden konflikten brød ud, er salget af grupperejser gået helt i stå,« siger direktør Henrik Klitlund Nielsen.

Det er dog blot en enkelt gruppe, der decideret har meldt fra en allerede booket rejse, så han oplever ikke, at folk bliver skræmt fra at tage af sted på deres planlagte ferier til efteråret.

Han ser heller ingen grund til at frygte at rejse i Israel, så længe Udenrigsministeriet ikke fraråder rejser til landet.

I øjeblikket lyder ministeriets anbefalinger på at holde sig i god afstand af Gaza og undgå unødige rejser for tæt på grænsen. Desuden skal rejsende løbende holde sig orienteret om situationen.

Heller ikke Unitas Rejser oplever kundeflugt fra sine Israel-ture. Ifølge afdelingschef Klaus Østergaard er situationen overordnet uændret. Unitas sender i efteråret 500 personer til Israel, og af dem har blot syv personer enten meldt fra eller ombooket deres rejse.

»Lige omkring de første raketangreb var der travlt på telefonerne, hvor kunderne ringede ind for at høre, hvad krigen havde af konsekvenser for deres rejse. Men – selv om det lyder hårdt – er folk efterhånden vant til, at der er uroligheder i Gaza,« siger Klaus Østergaard.

Begge rejseselskaber spår, at der hurtigt vil komme gang i salget af rejser til Israel igen, når konflikten stilner af.