Et besøg i nationalparken på den kanariske ø La Gomera er en frodig rejse ind i en grøn og fugtig verden. Oplev den på en endagstur fra naboøen Tenerife

De store bregner tårner sig op på begge sider af stien, og oven over rager høje træer op. Det er, som om skoven lukker sig over os, og nogle steder kæmper dagslyset næsten for at trænge igennem.

Samtidig er her ganske fugtigt. Ikke som i en tropisk regnskov med varme og fugt. Faktisk er temperaturen her i skoven kun omkring 15-16 grader. Men ikke desto mindre er bladene dækket af vanddråber, skovbunden er våd, og luften er fugtig at indånde. Sigtbarheden er ikke specielt god, for der hænger en tågedis i luften, som forhindrer det lange udsyn.

Vi befinder os på den kanariske ø La Gomera, nærmere bestemt i nationalparken Garajonay, der udgør øens centrale del. Skoven er grøn i et utal af nuancer, og i bunden breder de nærmest selvlysende lysegrønne bregner sig.

Ægte troldeskov

Mange af træernes grene er beklædt med et tykt lag lav, der visse steder hænger nedad i en halv meters længde. Træernes beklædning ligner grøn mug, men er såmænd blot resultatet af den høje fugtighed. Det samme gælder en række mindre bække og vandfald, der konstant får næring fra de faldende dråber. En del af træerne er gamle og krogede, og dette, sammenholdt med tågedisen og den tætte bevoksning, får omgivelserne til at ligne en ægte troldeskov. Det er, som om en trold eller et andet fantasidyr hvert øjeblik kan dukke op mellem de grønne gevækster.

Tilsvarende føler man sig visse steder hensat til en film, hvor man strider sig gennem uhyggelig omgivelser, mens alverdens farer lurer i skovens mørke. Det gør de heldigvis ikke i virkelighedens verden, men fantasien får let ben at gå på her i skoven.

Det er ikke hvilken som helst skov, vi befinder os i. Garajonay rummer Vesteuropas sidste rest af den særlige laurbærskov laurisilva, der engang dækkede hele Middelhavs-regionen. Forekomsten på La Gomera er samtidig verdens største rest af laurbærskov. Nationalparken Garajonay, der blev etableret i 1981, udgør en tiendedel af øens areal. I 1986 blev den optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Det skyldtes primært laurbærskoven, der dækker 70 pct. af arealet, men også nationalparkens enestående biodiversitet. Den rummer over 400 forskellige plantearter, hvoraf 47 er endemiske. Det vil sige, at de ikke findes noget andet sted på kloden.

Dyrelivet er knap så varieret, om end parken har et rigt fugleliv. Også her findes et par endemiske arter i form af laurbærduen og den hvidhalede laurbærdue. Begge vil kun bo i laurbærsskoven, og af samme grund er de i fare for at uddø. Derfor skal man være meget heldig for at se et eksemplar, om end det ikke er umuligt.

Et tågehav af fugtighed

Garajonay ligger på det plateau, som udgør øens centrale højland. Her blæser de fugtige passatvinde fra Atlanterhavet, og derfor er nationalparken store dele af tiden dækket af et tæppe af skyer. Når man kommer sejlende til øen, kan man således ofte se øens midte helt tildækket.

Indimellem kaster skyerne solid regn af sig, men størstedelen af tiden befinder man sig i en tågedis med lejlighedsvis støvregn. Garajonay kan dog også tage sig ud fra sin pæne side med høj sol og blå himmel, om end det er sjældnere end det modsatte.

Nationalparken ligger i 800-1.500 meters højde, og dette sammenholdt med det hyppige skydække gør, at der ofte er mærkbart køligere oppe i parken end i La Gomeras lavereliggende områder.

Til gengæld er temperaturerne i Garajonay nogenlunde ens året rundt, hvilket er med til at sikre den eviggrønne skov. Mangfoldigheden trives i de fugtige omgivelser. Laurbærskoven er i øvrigt ikke ens i hele parken. Den er mest tæt og frodig i dalene, hvor der ofte er dunkelt, da der ikke trænger så meget lys igennem. Derimod er skoven typisk knap så tæt i de højereliggende områder, hvor der også er arealer uden skov.

Formidable udsigter

En tur i lejet bil er en fin måde at opleve parken på. Her giver den høje luftfugtighed sig udtryk i den spøjse detalje, at der vokser grønne gevækster op i asfaltens små revner. Derudover kan man nyde de mange blomster i grøftekanterne. Nationalparken rummer en stribe formidable udsigtspunkter. I klart vejr åbenbarer de svimlende udsigter sig over den grønne nationalpark og ned over de kløfter, som udgår fra øens midte. Og i tåget vejr kan man omvendt ærgre sig over ikke at kunne se en snus af den skønhed, som man ved findes lige under en.

I den forbindelse gælder det dog om at have lidt tålmodighed. For venter man lidt, vil man ofte opleve ’huller’ i skydækket, hvor man kan få et glimt af herlighederne.

Når de lavthængende skyer kommer drivende ind, rammer de en bjergside, hvorefter de presses opad og til sidst går over bjergkammen. Her er de fleste udsigtspunkter placeret, og derfor kan man opleve det sælsomme at stå at nyde udsigten for så pludselig at befinde sig midt i skyerne, der fjerner enhver sigtbarhed. Få sekunder efter kan skyerne være væk igen for at så at komme igen kort efter.

Jo, Garajonay Nationalpark er i sandhed en varierende størrelse, både når det gælder vejret og omgivelserne.