En gigantisk, grøn papegøje med træben og klap for øjet stiger til vejrs – i form af en luftballon.
»Wow, se den der,« udbryder en lille dreng og peger mod himlen. Snart bliver papegøjen flankeret af balloner, der ser ud som Star Wars-figurerne Darth Vader og Yoda, og en stor malkeko med gult yver stiger til vejrs efterfulgt af en flok bier og en skildpadde.
For en lille knægt kan det være overvældende at se de hundredvis af finurlige luftballoner. Det kan det nu også for de voksne. Det er, som om nogen har sluppet dem fri fra kassen med legetøj, og nu svæver de i stedet rundt på himlen og ser glade og frie ud.
Albuquerque International Balloon Fiesta i New Mexico i det sydlige USA er verdens største luftballon-festival med 550 luftballoner fra 17 lande og 850.000 besøgende. Ballon-festlighederne er fordelt over ni dage i efteråret.
Festivalen kom til verden i 1972 i forbindelse med en lokal radiostations 50-års fødselsdag. Arrangørerne ville forsøge at slå verdensrekorden i at have flest luftballoner i vejret på én gang. Dengang lød rekorden på sølle 19 balloner. Men dårligt vejr forhindrede mange balloner i at nå frem, så tilskuerne måtte nøjes med udsigten til 13 af de små luftskibe.
Den skuffelse ville man året efter gerne råde bod på, så i Albuquerque i New Mexico arrangerede man et luftballonsmesterskab, der skulle vise sig at blive en årligt tilbagevendende begivenhed. De lokale tog festivalen til sig, og pludselig fik den vokseværk. Det hele kulminerede i 2000, hvor festivalen med 1.019 luftballoner over Albuquerque slog verdensrekorden.
Ved en lyserød elefant står Peter Van Overwalle. Det er den 52-årige belgiske ballonskippers 17. år på festivalen. Egentlig er han bilforhandler i den lille by Nazareth i Belgien. Han har tidligere svoret, at han aldrig ville sætte sine ben i en luftballon. Han havde nemlig højdeskræk. Men til en firmafest hyrede han alligevel en luftballon for at gøre sine medarbejdere glade, og til sidst blev han overtalt til selv at tage en tur.
Først var han bævrende nervøs, men da han først var oppe i luften, glemte han alt om sin højdeskræk og nød det.
»Det kriblede i hele kroppen, og jeg vidste, at jeg bare måtte have mere,« siger han.
Peter Van Overwalle fik overtalt en lokal ballonskipper til at blive en del af hans besætning, og efter nogle år besluttede han sig for at købe sin egen luftballon. Nu rejser han i sin fritid verden rundt med ’Nelly B’, som han kalder sin lyserøde elefant. I marts tager han som regel til Malaysia med sin lyserøde elefant, og af og til runder han og Nelly B Filippinerne.
Men Peter Van Overwalle vender altid tilbage til Albuquerque. Der er noget særligt over festivalen, synes han, og intet sted er folk så ballon-begejstrede som her.
»Det er fantastisk at se, at man kan få næsten 100.000 tilskuere til at stå op kl. fem om morgenen bare for at se på luftballoner. Det er der intet, der overgår,« siger han.
Vinden bestemmer alt
En mand i en zebrastribet uniform kommer op til Peter Van Overwalle. Manden er en af festivalens mange opsendelsesledere, og han sørger for, at de mange balloner ikke ramler ind i hinanden. Ingen må lette uden først at have fået tilladelse.
»Vinden har skiftet retning og står i syd nu,« siger han.
Peter Van Overwalle er utålmodig. Han bryder sig ikke om at være sidst i køen og er bange for, at der ikke er nok vind, når det endelig bliver hans tur.
Om efteråret rammes Albuquerque nemlig af et særligt naturfænomen kaldet ’The Albuquerque Box’. Her glider kølig vind ind over bjergene i de tidlige morgentimer og lægger sig lavt over Rio Grande-dalen, mens varmere vinde i de højere luftlag bevæger sig i modsatte retning. En luftballon er fuldstændig i vindens hænder.
»Det eneste, jeg kontrollerer, er højden,« siger Peter Van Overwalle – og det betyder, at man som regel er nødt til at lande flere kilometer fra, hvor man lettede. Men når Albuquerque Box er i spil, så kan luftballonerne lette, flyve i sydgående retning, stige højere til vejrs og flyve tilbage og lande samme sted, som de lettede fra. Men når solen opvarmer luften, forsvinder fænomenet. Så Peter Van Overwalle er utålmodig.
»Jeg vil i luften så hurtigt som muligt!«
Populærkultur for alle
På pladsen sitrer det af livlig energi. Luftballoner bliver foldet ud, og store ventilatorer puster dem op. Luftskippere fyrer op for propantankene, hvis flammer varmer luften i ballonerne og får dem til at stige. Overalt suser tilskuerne ind og ud mellem de store, dråbeformede skabninger, og hver gang de stiger til vejrs, jubler tilskuerne spontant. Himlen er dækket af en sværm af luftballoner, som var der kommet en invasion af nuttede rumvæse ner i pangfarver over Albuquerque.
»Har I nogen kort?«
En lille, lyshåret dreng trækker Peter Van Overwalle i ærmet. De fleste luftballoner har et lille kort med et billede, som der for børn er gået sport i at samle så mange som muligt af.
Skulle man gå hen og få en overdosis af luftballonerne, så er der også andre distraktioner til Balloon Fiesta, som man kan fornøje sig med. Og det er ’americana’, når det er bedst … Eller værst – afhængig af ens smag. En lang stribe af neonlysende boder står skulder ved skulder og falbyder pizza, donuts og burgere fra tidlige morgen, og souvenirboderne konkurrerer om, hvem der har det mest ballonfikserede tingeltangel såsom hatte, brocher, uroer og heliumballoner. Motorsavskonkurrencer, lasershows og countrymusik er der også på programmet. Men luftballonerne ender altid med at stjæle opmærksomheden.
På kollisionskurs
Peter Van Overwalle har endelig fået en opadvendt tommelfinger fra zebraerne. Nelly B’s lyserøde snabel troner over de små børnehoveder, og Peter Van Overwalle fyrer op for blusset. Snart svæver vi hen over pladsen.
»Det er lidt skræmmende at tænke på, at det eneste, der holder os oppe, er tynd, lyserød nylon, lidt velcro og nogle reb,« siger Sarah, der er med i den lille kurv som besætning. Hun skal holde øje med, at andre luftballoner ikke kommer på kollisionskurs med os. Pludselig suser en anden luftballon hastigt i vejret, og da den bevæger sig ind under os, kan dens besætning ikke se os.
»Stop! Stoooop!!!« prøver skipper Peter Van Overwalle desperat at råbe i håbet om at fange besætningens opmærksomhed. Men de kan ikke høre os, så det eneste, vores skipper kan gøre, er at fyre op for blusset.
Vi stiger hastigt opad, og med nød og næppe undgår vi at kollidere med ballonen under os. Den nervepirrende oplevelse minder os om, at det ikke er helt ufarligt at stige til vejrs i en luftballon. Og slet ikke, når der er så mange i luften på én gang.
»Man skal altid være vågen og koncentreret, og heldigvis er der stor fokus på sikkerheden,« beroliger Peter Van Overwalle os.
Resten af tiden er turen knap så dramatisk. Faktisk er der så fredeligt heroppe, at man helt glemmer, at vi er flere hundrede meter oppe i luften. Stilheden er nærmest øredøvende. På landjorden er man aldrig så fri for dyttende biler, brummende maskiner eller summende insekter, som man er heroppe. Det smitter af på os, og det meste af tiden står vi bare tavse og kigger ud over de hundredvis af balloner, der som farverige knappenåle er fæstnet på himlen over Albuquerque. Og pludselig er der gået tre kvarter, og det er tid til at lande.
»Tiden flyver bare af sted, når man er deroppe,« siger Sarah.
Og med et lander den lyserøde elefant trygt på jorden igen.
