Glem alt om hunde- og kattekenneler. Her er hoteller, hvor VIP gæster betyder Very Important Pets, og personalet står klar med speciel service til kæledyr.

Har du svært ved at rejse fra din hund eller kat? Svært ved at lade familie eller venner passe dyret, eller efterlade det i en hundekennel?

Hvis det er tilfældet, var det måske en idé at tage hunden eller katten med på rejsen. Rundt om i verden findes hoteller, hvor kæledyr er meget velkomne. Hvor en VIP-gæst er en Very Important Pet, og hvor personalet modtager med velkomstkurv og er klar til at gå tur, være hundesitter eller hvad de firbenede gæster og deres mennesker nu måtte have behov for. Hotelsøgesiden Trivago har fundet en håndfuld kæledyrsvenlige hoteller:

The Milestone
London, Storbritannien

Fra hotellet har man udsigt over Hyde Park og Kensington Palace. Bygningen er fra 1689 og den viktorianske stil er fulgt med indenfor i det fem-stjernede hotel.
Her omtaler man konsekvent gæsternes kæledyr som VIP - Very Important Pet. Ved indcheckning modtages man med en velkomstkurv med legetøj, godbidder, navneskilt til halsbåndet og hundeposer. På værelset venter mad og vandskåle, mineralvand og en roomservice-menu til hunden eller katten.

Der er hunde- eller kattekurv med dyne og sovemadras samt et »Do Not Disturb/Pet Sleeping« skilt til døren. Man kan bestille hundeluftning, hundepasning og hundebørstning, ligesom her er badekåber (til dyret) og specielle katte- eller hundebehandlinger.

milestonehotel.com


Fouquets Barrièrer
Paris, Frankrig

Når firbenede gæster checker ind på det fem-stjernede hotel, venter der allerede på værelset et tykt sovetæppe, hvor hundens eller kattens navn er broderet på.

Der er også passende legetøj på værelset og ubegrænset brug af Vittel-vand på flasker. Og på den specielle roomservice menu er der blandt andet retter som økologisk kylling med ris og grøntsager. På billedet herover er det hotellets egen maskot Icare.
Hotellet ligger nær Champs-Élysées.

lucienbarriere.com

Il Nyala Suite Hotel
San Remo, Italien

På ferie ved den Italienske Riviera med hunden er det ikke noget problem, hvis hunden tager en tur i vandet. Hotellet har nemlig indrettet en lille skønhedssalon med kamme, børster, rejseservietter og friske håndklæder.

Både hunde og katte er velkomne på hotellet. På værelserne venter specielle sovetæpper, og der er hunde- og kattesitter-service og et fast samarbejde med en nærliggende dyrlæge, hvis de firbenede gæster bliver dårlige.

nyalahotel.com

Kimpton-hotellerne
Californien, Florida, New York i USA

Ikke kun i de ovennævnte stater og byer, men på alle 61 Kimpton-hoteller i 27 forskellige byer rundt om i USA er kæledyr velkomne. Og har man ikke selv et med, eller bare føler sig lidt ensom på værelset, kan man bestille en bowle med guldfisk til at holde sig med selskab.

Flere hoteller har hunde »ansat«. Det er personalets kæledyr, som er med på arbejde. Ellers er der forskellige tilbud til firbenede gæster. Nogle steder bydes de velkommen med deres navn skrevet på en tavle i lobbyen. Der er tæpper til at sove på, og der kan arrangeres luftning.

På nogle hoteller kan man også bestille en »Tail in one City« pakke, som omfatter overnatning i luksusværelse med speciel seng til den firbenede, design-skåle til vand og mad, luftning, massage og speciel kost til hunden og katten.

kimptonhotels.com

The Algonquin
New York, USA

Mariott-hotellet nær Times Square byder både hunde og katte velkomne. Hotellet er nu mest til katte og har været det, siden den første kat flyttede ind i 1930.

Det var Hamlet, en vildkat, som selv dukkede op for at få mad og ly, og med den daværende ejers velsignelse fik permanent bolig i lobbyen. Hotellets gæster var vilde med ham, og siden har der været en fast hotelkat.

Den nuværende er den 13-årige og blåøjede Mathilda (billedet herunder). Det er klart hendes hotel - som for nylig har lanceret et nyt såkaldt kæledyrs-program med sovetæppe, kattebakke, mad, vandskål og et kort over Mathildas foretrukne parker og gåture.

algonquinhotel.com