Universal Studios åbner til sommer endnu en Potter-temapark, »Diagon Alley«. Hogwarts Express vil for fuld damp forbinde den eksisterende park, »Hogsmeade«, med den nye.

Aldrig før har det været tilladt mugglere at køre med Hogwartsexpressen.

Men når Universal Studios i Florida udvider deres »Wizarding World of Harry Potter« med endnu en temapark, som ligger i en anden af Universals parker i Orlando, vil Hogwart Express køre gæsterne i pendulfart mellem de to troldmandsverdener.

Den gamle Potter-park »Hogsmeade«, troldmandsbyen, der ligger nær »Hogwarts Skole for Heksekunstner og Troldmandsskab«, er nu ikke så gammel endda. Forlystelsesparken åbnede i 2010 som en del af temaparken »Universal’s Islands of Adventure«.

Læs også: Om Harry Potters magiske verden

Men interessen for den britiske magiske fantasiverden har været så stor, at der nu åbner endnu en park, »Diagon Alley«, til sommer, som næsten vil fordoble Universals troldmandsverden. Parken kommer til at ligge inde i Universal Studios, og derfor kommer Hogwartsexpressen ind i billedet. 

På Hogsmeade Station vil præfekter fra Hogwarts hjælpe gæsterne om bord i toget. På turen kan de nyde udsigten over det britiske landskab og senere London, hvor figurer fra bøgerne og filmene dukker op, inden toget ankommer til Platform 9 3/4 på Kings Cross Station - og Diagonalstræde. Og nye oplevelser venter på turen den modsatte vej.

»Det bliver ligesom at gå ind i filmens kulisse«, lover en talsmand fra Universal. 

Læs også: Bliv Harry Potter for en dag

Det populære værtshus for troldmænd og hekse, »Den Utætte Kedel« er naturligvis i Diagonalstræde ligesom »Floridors Iscafé«. Ligesom man kan gøre en god handel i de kendte forretninger, som sælger nødvendigt udstyr, som »Madame Malkin – Kapper til Enhver Lejlighed«, »Kvalitetsudstyr til Quidditch«, »Brødrene Weasleys Troldmandstricks«, »Eeylops Uglevarehus«, »Det Magiske Manegeri« for ikke at tale om tryllestavene i Ollivanders.

Der er også flere forlystelser, blandt andet en rutsjebane med inspiration fra troldmandsbanken Gringotts, som er drevet af nisser. »Harry Potter and the Escape from Gringotts« bliver en gysende oplevelse, hvor det forlyder, at man møder den ildspyende drage i bankens dybeste kælder.

Da »The Wizarding World of Harry Potter« åbnede for snart fire år siden, var det med en bevågenhed, som ingen anden forlystelsespark havde oplevet. Allerede i august knap to måneder efter åbningen i juni 2010 rundede antallet af gæster, der havde taget turen med Hogsmeades hovedattraktion, »Harry Potter and the Forbidden Journey«, en million.