Der sker let, at man overser Fyn, som ligger dér og putter sig i den evige konkurrence mellem Sjælland og Jylland. Det er en skam, for der er mange skønne oplevelser at hente på den eventyrlige ø. Se selv her.

3 x familiesjov

Sejl med pirater
Skibet er gammel, rigtig gammelt. Et træsejlskib, der hedder »Castor«, og der er pirater om bord. De inviterer hver fredag og lørdag i sommeren børn og voksne med ud på togt for at finde den sunkne skat. Undervejs bliver der fortalt skrøner fra de syv verdenshave, serveret »rom« og »beskøjter« og holdt konkurrencer.
Hvor: Havnen i Bogense
Info: nordfynsturist.dk/castor

Bliv helt væk
Det er let at blive væk i labyrinterne i Egeskovs park. Men man kan også opleve det hele lidt fra oven på tur i trætoppene, eller lege i verdens største Kompan legeplads. De modige kan besøge Dracula i den mørke krybt, og de fartglade kan kikke på fly, biler og motorcykler i veteranmuseet.
Hvor: Kværndrup
Info: egeskov.dk

Cykl på skinner
Det er en helt speciel cykel. Den har plads til en hel familie, og den kører på skinner. Lej en skinnecykel og tag på den anderledes udflugt på den nu nedlagte jernbane mellem stationen i Tommerup og Assens – en strækning på 30 km.
Hvor: Der er udlejning i både Tommerup, Glamsbjerg og Assens.
Info: lilleskov.dk
 

3 x historie

Levende historie
Her er historien levende. Der er mennesker i bindingsværkshusene i Den Fynske Landsby, og de lever, arbejder og er klædt, som man gjorde i 1800-tallet i de blomstrende haver, i værkstederne og på marken blandt husdyrene.
Hvor: Odense
Info: museum.odense.dk

I røg og damp
Der fløjtes behørigt til afgang inden toget under røg og damp tøffer ud fra stationerne på jernbaneruten mellem Fåborg og Korint. Turen tager en halv time, og i juli og ind i august køres turen to gange hver torsdag og søndag.
Hvor: Fåborg og Korint
Info: sfvj.dk

Lev i jernalderen
I skoleferien lever Jernalderlandsbyen. Her er levende værksteder, og man kan gå på opdagelse i de rekonstruerede huse fra Fyn og Jylland, og kikke nærmere på sovesteder, husgeråd og redskaber. Der er lukket i weekenden, men ellers er der liv i jernalderlandsbyen mellem kl. 10 og 16.
Hvor: Næsby
Info: jernalderlandsbyen.dk
 

3 x vandsjov

Omkring Strynø
Tag på sælsafari. De lavvandede områder omkring øen har en lille bestand af spættede sæler. Man kan komme på udflugter med gammel en kreaturpram, der formodentlig er den sidste bevarede i Danmark.
Hvor: Rudkøbing
Info: smakkecenter.dk

Øhavet
Tag på udflugt med færgerne til de beboede øer i Det Sydfynske Øhav. For eksempel fra Faaborg til Bjørnø, fra Ærø til Als og Mommark, fra Marstal til mini-øen Birkholm eller fra Svendborg over Skarø til Drejø.
Info: sydfynskeoehav.dk 

På tur med Helge
Det kommer tøffende til tiden, veteranskibet »Helge«. Ruteplanen skal holdes, også selv om den lille motorfærge fra 1924 i dag kun sejler for sjov, og ikke som i gamle dage før broer og diger var et nødvendigt transportmiddel til Thurø og Tåsinge. »Helge« sejler fra Svendborg, men det er tilladt at hoppe af og sejle videre på et senere tidspunkt, og ruten er som skabt til udflugter. For eksempel til det flotte Valdemars Slot  – og måske er den smukke baronesse, Caroline Fleming, hjemme.
Hvor: Svendborg
Info: mshelge.dk
 

3 x dyre-steder

Kravl og kryb
Man skal ikke være bange for krybende og kravlende dyr - for Terrariet i Vissenbjerg er et stort krible-krable. Her er Skandinaviens største samling af krybdyr, padder, skorpioner, edderkopper, insekter osv. Fra verdens måske længste slangeart, netpytonen, til små fire cm. lange grønne giftfrøer.
Hvor: Vissenbjerg
Info: terrariet.dk

Klap en fisk
Man kan røre ved en fisk og være med i en krabbefanger-konkurrence i Fjord&Bælt - og se, høre, føle, lugte og smage den verden der er under havoverfladen i Danmark. Men det sjoveste er når marsvinene og sælerne bliver fodret og trænet.
Hvor: Kerteminde
Info: fjord-baelt.dk

Vand, Land og Luft
Naturama har ved hjælp af moderne teknologi skabt det mest avancerede naturhistoriske museum i Nordeuropa. Naturamas faste udstilling består af tre niveauer: Vand, Land og Luft. De tre etager er vidtforskellige, men hænger alligevel sammen. Først »svømmer« I rundt mellem hvaler. Så klapper I bjørnen. Og til sidst stirrer I havørnen dybt i øjnene. Udstillingerne sætter fokus på Nordeuropas vilde dyreliv med udgangspunkt i de fugle og pattedyr, der er tilknyttet det europæiske lavland. På vandniveauet findes de havpattedyr – primært hvaler – som lever i Nordatlanten
Hvor: Svendborg
Info: naturama.dk
 

2 x til far & mor

Falsled Kro
Det er ikke billigt, men hold op, hvor er det godt. Prøv eksempelvis jubilæumsopholdet med overnatning i smukke omgivelser og en otteretters luksusmenu. Pris: 3.345 kr. pr. person.
Info: falsledkro.dk
 
Hotel Hesselet
I de smukke omgivelser ved Nyborg byder Hotel Hesselet på wellnessophold med champagne, lækker mad, spa og behandlinger. Tjek hjemmesiden for aktuelle tilbud og mere info.
Info: hotel-hesselet.dk

Læs også: 3 x cykelferie i Danmark